Kom frit frem

Lyt til artiklen

Henry Ford blev berømt for at sige til køberne af Ford T, at de blev berømt for at sige til køberne af Ford T, at de selv kunne bestemme farven, så længe den var sort. Efter 11. september har politikere i det meste af den vestlige verden haft samme budskab til offentligheden, når det gælder terrorbekæmpelse: Sig endelig, hvad I mener. Så længe I er enige med os. »I er med os eller imod os«, lyder det fra Bushregeringen, og herhjemme anslog Anders Fogh Rasmussen samme sort-hvide tone, så snart de første kritiske pip om Irakkrigen begyndte at dukke op. »Vil I have Saddam tilbage?«, lød det formanende og lidet debatfremmede fra landsfaderen. Så meget desto mere grund er der til at glæde sig over det sviende nederlag, Underhuset i Storbritannien i denne uge tildelte premierminister Tony Blair, da de nedstemte hans terrorpakke. Hele det konservative parti - der ellers i årtier har solgt sig selv som 'lov og orden-partiet' - stemte imod og fik støtte af 49 modige medlemmer af Blairs eget New Labour. At kunne tilbageholde mistænkte i 90 dage uden sigtelse, som Blairregeringen foreslog, var trods alt mere, end flertallet i Underhuset mente var rimeligt. Herhjemme brygger regeringen som bekendt også på en større terrorpakke, som skal behandles i Folketinget i næste uge. Hvordan pakken helt præcis ser ud, vides endnu ikke, og meget tyder på, at regeringen trækker nogle af de allermest kontroversielle forslag fra embedsmandsudvalgets ønskeseddel ud af det endelige lovforslag. Det er godt nyt, men næsten uanset hvordan regeringens lovforslag ender med at se ud, vil det stadig være helt afgørende at få en reel debat i både Folketinget og offentligheden om, hvor snittet mellem terrorbekæmpelse og retssikkerhed skal ligge. Alle 179 folketingsmedlemmer bør derfor tage klar og selvstændig stilling til terrorforslaget, når det foreligger. Det gælder især for medlemmerne af Venstre og de konservative, som med fordel kunne lade sig inspirere af deres britiske kolleger og ikke, som de har for vane, overlade det til Birthe Rønn Hornbech (V) at være de liberale idealers og retssikkerhedens ensomme fortaler. Mindst lige så vigtig er debatten i befolkningen, og just derfor må man undre sig over, at fremlæggelsen af forslaget er planlagt til at finde sted dagen efter kommunalvalget, hvor pressen med sikkerhed er optaget af at fortolke resultatet. Derved har man fra Folketingets administration gjort sit til at sabotere debatten om et af tidens vigtigste emner. Hvis regeringen havde det mindste mod og liberale holdninger tilbage, anmodede den om at få flyttet debatten til senere på ugen. Men så kan den selvfølgelig risikere en egentlig debat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her