CARPE DIEM. Denne elementære sandhed om at gribe dagen, mens vi har den, har fået ny aktualitet. Mens vi tidligere levede lykkeligt i illusionen om, at vi og vor klode havde ganske mange millioner år at løbe på, før en interstellar katastrofe lægger os øde, er tidshorisonten just blevet dramatisk forkortet. Som man kunne læse i avisen tidligere på ugen, har det nemlig vist sig, at der blot få hundrede lysår fra os befinder sig en stor mængde døende stjerner, der når som helst kan udvikle sig til supernovaer. Sker det - og det gør det før eller siden - vil supernovaen sende så megen stråling ud i rummet, at Jorden bliver grillet til ukendelighed, og efter al sandsynlighed vil det dræbe stort set alt liv. Måske er det endda allerede sket, og eftersom strålingen bevæger sig med lysets hast, vil vi ikke ane uråd, før det går galt. Når det sker, vil der ikke engang være tid til at høre, om Douglas Adams virkelig havde ret i, at svaret på livets store gåde er '42' og mere interessant hvorfor. DOMMEDAGSPROFETER kan med andre ord ane morgenluft, og det skulle da være ejendommeligt, om der ikke allerede er nogle apokalyptiske kulter, der allerede er ved at gøre klar til den store dag. For os andre dødelige er konsekvenserne af nyheden noget mindre dramatisk og kan måske endda virke frigørende. Vi homo sapiens har jo trods alt altid vidst - hvor meget vi end har forsøgt at fortrænge det - at legen ikke varer evigt. At udløbsdatoen for løjerne tilsyneladende er rykket frem, bør atter understrege vigtigheden i at fokusere på tilværelsen her og nu frem for at rette blikket på evigheden og de store monumenter. Som økonomen John Maynard Keynes påpegede, er vi i det lange løb alle døde, og at det samme inden længe gælder hele vores civilisation, ja det må da om noget pege i retning af at nyde det mest muligt, mens det varer.