KAN AFSIDES lufthavne i Polen og Rumænien være i frontlinjen for USA's krig imod international terror? Ja, hvis man skal tro menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW), som der er meget god grund til at stole på. Ifølge HRW har CIA hemmelige fængsler til mistænkte for international terrorisme i de to lande, hvis regeringer imidlertid benægter at huse den slags. Fængslerne hører til et internationalt fangesystem, som CIA har skabt efter terrorangrebet på USA 11. september 2001. De kaldes black sites, sorte steder. Polske militæranalytikere fremhæver, at deres sikkerhedstjeneste aldrig ville turde tillade den slags i landet, da det ville være umuligt at holde hemmeligt. Den nu afgående polske regering, der havde rødder i det tidligere kommunistparti, var imidlertid overivrig efter at vise sig proamerikansk. Det samme har Rumænien været, mens det venter på at komme ind i EU. At USA har søgt faciliteter i Øst- og Centraleuropa bekræfter bl.a. Tjekkiets regering, der oplyser, at landet blev spurgt, men nægtede at huse et hemmeligt amerikansk fængsel. USA VIL HVERKEN be- eller afkræfte eksistensen af fængslerne. Det ligner en bekræftelse, da Washington af hensyn til forholdet til EU har al mulig interesse i at dementere, hvis der var mulighed for det. Det vil være topmålet af amerikansk arrogance at have faciliteter, som er i modstrid med EU's menneskerettighedsnormer, netop i et nyt og et kommende EU-land. USA leger med diktaturer i Centralasien, så hvorfor ikke i stedet i lande uden demokratiske normer at krænke? Hvis nye EU-demokratier er valgt i stedet, kan det være for at opnå en indirekte hvidvaskning af USA's mishandling af fanger, indespærring uden retsbeskyttelse og anvendelse af tortur. De hemmelige fængsler i Polen og Rumænien siges at ligge i gamle sovjetiske militærlejre. Her har KGB huseret ud fra den samme opfattelse af, at alle midler var legitime, som CIA nu synes at dele. Der kan dårligt reageres hårdt nok, hvis USA har sneget den dybe krænkelse af europæisk syn på menneskerettigheder inden for EU's døre, som det er at se selv tortur som acceptable metoder, hvis offeret mistænkes for terrorisme. Både EU og Europarådet har krævet en tilbundsgående undersøgelse. Den må snarest sættes i værk, og EU må gøre sig klart, at denne sag ikke kan løses ved kompromis. Det gælder selve troværdigheden for det europæiske menneskerettighedscharter.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
