Leder Nyfødt prins har hovedrolle i soapopera

Lyt til artiklen

KRONPRINSESSE Mary har født et velskabt drengebarn, kronprins Frederik har som den stolte far fortalt og demonstreret, hvor stor den lille er: Hele Danmark, også Politiken, glæder sig og ønsker tillykke. Kronprins Frederik sagde ved sit første pressemøde nogenlunde, hvad alle fædre siger og gør i den situation, herunder den klassiske sætning: »Den lille sover og ved slet ikke, hvad der venter ham«. Sætningen har dog sin særlige betydning for et lille nyt medlem af kongehuset, der unægtelig kan vente sig lidt af hvert. Allerede presseopbuddet på Rigshospitalet sagde noget om situationen: De kongelige er blevet kanonføde for et mediehysteri uden ende, og den lille sovende mand ved slet ikke, at han allerede har hovedrollen i en soapopera, hvis manuskript vi helst ikke vil tænke på. Om han så sover aldrig så længe, vil medierne sørge for at sætte operaen i gang i overensstemmelse med deres egne love, som slet ikke er afhængige af nogen grundlovsrevision. I mediernes verden er grundlovens paragraf 1, at snakken skal holdes gående, hvad disse dages væg til væg-dækning jo overdådigt demonstrerer, ikke mindst når der absolut intet mere er at sige for de arme udsendte krigskorrespondenter foran lukkede døre til fødeafdelinger og slotsindkørsler, hvorfor de vender sig til hinanden og snakker videre for åben skærm om, at der ikke er noget at sige. DEN LILLE nye prins skal midt i dette konstante mediefokus navigere mellem det utrolig almindelige og det utrolig specielle. Også dette er i fuld gang allerede nu, mens han sover: Vi hører uden ende om plukveer, navlestrenge og epiduralblokader, som ingenlunde er forbeholdt prinser og prinsesser, men vi hører også om kanonsalutter og sære ceremonier, der kun kommer kongelige til del. Folkekravet til den lille prins vil være, at han til fulde lever op til både det almindelige og det specielle, det banale og det kongelige, det småborgerlige og det noble. Han skal være en eventyrprins, man kan spejle sig i som helt almindeligt hverdagsmenneske. KONGEHUSET spiller i forfatningens forstand så lille en rolle, at den næsten ikke er til at få øje på. Men i medierne er rollen større end nogen sinde i denne konstante døgnbrænder af en forestilling. Om kongehuset som sådan kan blive ved med at holde til den stadig større afstand mellem det reelt ikkeeksisterende og det symbolsk allestedsnærværende, vil vise sig de kommende år. Det er i hvert fald ikke noget, der vil gøre livet til en dans på roser for den lille prins, når han bliver stor. Men i dag skal søvnen være ham vel undt, og en dejlig barndom kan han se frem til med en varm, livfuld og international familie omkring sig. Hans australske mor og hans danske far er flotte og sympatiske mennesker, som han er heldig at være søn af, og som vi andre ikke kan andet end glædes sammen med. Tillykke og velkommen til verden, lille prins.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her