POLITIKERNE i København kan desværre ikke få deres skolepenge tilbage - for kassen er tom. Kommunens egen økonomiforvaltning har således beregnet, at der efterhånden er oparbejdet et vedligeholdelsesefterslæb på 425 millioner kroner. Det er ganske enkelt uværdigt for landets hovedstad, og derfor er der akut brug for, at politikerne i den kommende Borgerrepræsentation opprioriterer skoleområdet og tilfører de fornødne midler til i det mindste at holde sammen på bygningerne. Ud af et samlet kommunalbudget på cirka 32 milliarder kroner, må det være muligt at finansiere noget så basalt som uddannelsen af børn. Pengene er der jo; det er kun et spørgsmål om den fornødne vilje. Når Socialdemokraternes kandidat til overborgmesterposten, Ritt Bjerregaard, i går foreslog, at private sponsorer fremover bør bidrage til at renovere skolerne, har det derfor mest karakter af en undvigemanøvre. I stedet for at anvise, hvor der eventuelt skal spares, er det mere behændigt blot at lade nogle ekstra reklamepenge dække hullerne i budgettet. Men det er og bliver altså en offentlig opgave at betale for skolernes drift. Hvis private sponsorater nogensinde skal vinde indpas på skolerne, bør det aldrig være i forhold til basisdriften. Folkeskolerne skal altid kunne klare sig selv for de penge, der bevilges direkte fra politikerne. HVIS PRIVATE sponsorater overhovedet skal have en plads i folkeskolen, bør det udelukkende være som et supplement, som skolebestyrelser suverænt kan vælge til eller fra. Ellers vil der uundgåeligt blive skabt et usundt afhængighedsforhold til sponsorerne - uanset hvad politikere og sponsorer end vil hævde. Samtidig bør der aldrig kunne rejses tvivl om skolernes uddannelsesmæssige integritet. Sponsorater bør under ingen omstændigheder kunne få indflydelse på selve undervisningen. Kommercielle budskaber bør kompromisløst være off limits på skolernes område. Samlet set skaber Ritt Bjerregaards nye forslag om sponsorater flere problemer, end det løser, og risikerer at fjerne fokus fra den egentlige udfordring i København og resten af landet: at opprioritere folkeskolerne mærkbart, så de i første omgang bliver fri for de nedslidte bygninger og i anden omgang får muligheder for at løfte niveauet i undervisningen. Som samfund har vi ikke råd til blot at køre skolerne på 2. klasse.