Leder af<b>POLITIKEN</b>

ForfatterRitt

Lyt til artiklen

KØBENHAVNS muligvis kommende overborgmester Ritt Bjerregaard har på opfordring fra Gyldendals direktør, Stig Andersen, skrevet bogen 'Mit København'. Der er noget vist selvejeragtigt allerede over titlen, som godt kunne få en del mennesker til at få bange anelser om Ritt Bjerregaard. Og kommer disse mennesker forbi Københavns Hovedbibliotek lige for tiden, får de næppe deres bange anelser dulmet: Her stirrer 'Månedens forfatter' Ritt Bjerregaard nemlig ned på biblioteksbrugerne fra plakater mange steder og især i de store udstillingsvinduer. At Stig Andersen har lyst til at udgive en bog med Ritt Bjerregaard, kan man ikke fortænke ham i. Sidst han forsøgte, trak hun jo sin (dag)bog tilbage i sidste øjeblik. Derimod kan man godt blive lidt skræmt ved tanken om, at en af de institutioner, der muligvis snart får Ritt Bjerregaard som chef, allerede nu retter ind og reklamerer. Det er ganske tankevækkende. Hovedstadens store Hovedbibliotek, der formentlig har bedre overblik end nogen andre over, hvad der udkommer af bøger i Danmark, har her midt i det litterære efterår ikke kunnet komme på nogen mere væsentlig 'Månedens forfatter' end Ritt Bjerregaard. Et blik i bogen, som er 90 procent billeder, viser forfatteren som udpræget repræsentant for den minimalistiske kortprosa. Der kan for eksempel stå følgende på et helt opslag: »Mylderet af restauranter og cafeer giver borgerne masser af valgmuligheder i alle bydele«. Og man kan nyde guldkorn som: »København har en dejlig botanisk have«. Eller: »Mens jeg gik på seminariet, traf jeg Søren, som boede i Studiestræde i det indre København«. Alt i alt har forfatteren vel forfattet en tekst af et par kronikkers omfang. En tekst, som har slået ledelsen af Hovedbiblioteket med beundring. I KONKURRENCEN med andre aktuelle forfattere som Anne Marie Løn, Inge Eriksen og Lars Saabye Christensen er Ritt Bjerregaard kommet ind som en klar vinder. Hun har Hovedbibliotekets fulde støtte her, mens bogsæsonen er på det højeste. Der er også indkøbt et større parti af forfatterens bøger til udlån til borgerne, så de for en gangs skyld har rig mulighed for at stifte bekendtskab med den smalle litteratur. »Det er os på biblioteket, der søger med lys og lygte efter aktuelle titler«, sagde bibliotekets ansvarlige til Politiken forleden og fortsatte: »Vi spørger hinanden, hvad der er in og oppe«. De har søgt, og de har fundet. Og efter kommunalvalget får de måske en stor forfatter som chef. En drøm for bibliotekarer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her