UMIDDELBART kan det virke underligt, at der på en og samme tid findes over 12.000 job, som det har været umuligt at få besat her i foråret, og over 900.000 danskere i den arbejdsduelige alder, som er på offentlig forsørgelse, herunder 156.000 officielt ledige. Det kunne oplagt være et tegn på, at ikke alle arbejdsløse er lige ivrige efter at få job; at alt for mange kort sagt er alt for dovne. Sådan synes beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i hvert fald at tænke, når han nu lægger op til at stramme kursen over for ledige. Fremover skal ledige kontrolleres hver tredje måned, så ingen længere kan få lov at sumpe til i slendrian. Men måske er der en anden forklaring? Måske er der en anden og lidt mere kompliceret sammenhæng mellem ledige job og arbejdsløse? Undersøgelsen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser nemlig samtidig, at størstedelen af de ubesatte job er faglærte job, altså job, der kræver en erhvervsfaglig uddannelse og/eller en videregående uddannelse. Verden har nemlig - heldigvis - ændret sig, siden dengang en arbejdsløs blot var en arbejdsløs, der hurtigt kunne kastes ind som daglejer på en eller anden tilfældig arbejdsplads. I dag kræver stadig flere job en specialiseret uddannelse, og da man som bekendt ikke får en sådan af at blive kontrolleret hver tredje måned, må man konstatere, at beskæftigelsesministeren overser den uddannelsesmæssige mismatch, der præger arbejdsmarkedet: Ledige har ganske enkelt ikke en uddannelsesprofil, der i tilstrækkelig grad passer til de ledige job. TVÆRTIMOD er der brug for en langt mere målrettet indsats for at opkvalificere folk, så de i første omgang får og løbende udvikler de kvalifikationer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Første skridt bør naturligvis være at sikre, at alle unge kan få en praktikplads i direkte forlængelse af deres erhvervsuddannelse. Det er jo ren molboøkonomi, når vi som samfund undlader at stille de fornødne praktikpladser til rådighed for så at mangle faglært arbejdskraft inden for bl.a. byggeri og handel. Naturligvis skal folk have en klar tilskyndelse til at søge job, men lige så vigtigt er det, at folk har en reel mulighed for at efteruddanne sig. Den klassiske piskemetode med øget kontrol virker ikke i en moderne vidensøkonomi, hvis de ufaglærte ikke samtidig får tilbud om reel opkvalificering.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
