Polakkerne bekræftede ved præsidentvalget i går højreskreddet ved parlamentsvalget for to uger siden, da det store flertal stemte på to højrefløjskandidater. Men det var begge valg mellem to vidt forskellige visioner for Polen. Den mest moderate præsidentkandidat, Donald Tusk, vandt i første runde. Men der er stadig fare for, at den konservative populist Lech Kaczynski sejrer i den afgørende runde om to uger. Tusk vil liberalisere og begrænse statens rolle i økonomien radikalt. Kaczynski tordner imod »overdreven liberalisme« under de sidste fire års venstreregering, og han lover stram statsstyring. Tusk opfatter religion i Europas mest katolske land som en privatsag, mens Kaczynski vil styre i overensstemmelse med katolske traditioner og beskytte den polske familie imod udskejelser som homoseksualitet. Mens Tusk mener, at Polen skal undgå sociale konfrontationer, lover Kaczynski »moralsk revolution«. De er enige om behovet for at rense Polen for korruption, men på vidt forskellig vis. Kaczynski kræver meget strengere straffe med også dødsstraf på sin ønskeliste. Tusk nøjes med at kræve større respekt for landets love og effektivisering af retssystemet. Det er et opgør imellem to verdensanskuelser, men polakkerne har reelt valgt, at de skal styre landet sammen. Kaczynskis parti Lov og Retfærdighed, som mange kalder Lov og Orden, kom på førstepladsen ved parlamentsvalget med Tusks Borgerplatformen 3 procent efter. Kaczynskipartiet får ministerpræsidentposten i en koalitionsregering, som har meget store fødselsveer. Tusk som præsident kan modvirke koalitionspartnerens radikalisme, men ministerpræsidenten har størst magt indenrigspolitisk. Præsidenten har derimod størst magt over udenrigspolitikken og kan nedlægge veto imod love vedtaget af parlamentet. Polen går under alle omstændigheder en uafklaret og uforudsigelig politisk situation i møde. Det bliver en mere besværlig og selvhævdende partner i EU, og de fleste polske iagttagere mener, at den kommende regering ikke kan holde valgperioden ud. Med en venstrefløj, der er kørt næsten helt i sænk og næppe kommer på fode i nær fremtid, frygter mange polakker, at ekstremistiske partier får øget opbakning, hvis alliancen bryder sammen hurtigt.