DET ER IKKE mange dage siden, at en dansk soldat blev dræbt af en vejsidebombe i Irak. En hændelse, der uimodsigeligt fortæller, at den militære danske tilstedeværelse i det krigshærgede land i bogstaveligste forstand for den enkelte soldat og den enkelte iraker er et spørgsmål om liv og død. En krig lader sig selvfølgelig ikke udkæmpe uden tab af menneskeliv. Det er en barsk og uundgåelig kendsgerning, men man kan dårligt påstå, at den har en fremtrædende placering i den kollektive danske bevidsthed, således som denne kommer til udtryk i medierne og den offentlige debat. Det kan være beklageligt nok i sig selv. Hvis hovedindtrykket af den danske krigsdeltagelse er, at det stort set er en indsats, som udspiller sig under fredelige og ordnede forhold, vil holdningen til den kritisable danske tilstedeværelse i Irak meget let blive uforholdsmæssigt positiv. Værre er det dog, hvis den danske hærledelse i sine pressemeddelelser bevidst følger en linje, der tegner et uholdbart skønmaleri af situationen for den danske styrke i Irak. DET ER desværre sidstnævnte mønster, der synes at vise sig i forbindelse med, at dagbladet JydskeVestkysten har fået aktindsigt i den danske hærledelses interne papirer. Undersøgelsen afslører, at en håndfuld episoder, der i hærens egne rapporter er betegnet som »alvorlige hændelser«, er søgt udglattet og afdramatiseret i pressemeddelelserne til offentligheden. Det gælder bl.a. episoder i april og maj i år, hvor danske soldater har været involveret i træfninger, hvor to irakere er blevet beskudt og ramt, og hvor Hærens Operative Kommando (HOK) i sidstnævnte tilfælde har betalt blodpenge til den irakiske familie. Ifølge major og presseofficer Kim Grünberger fra HOK har motivet til sminkningen været hensynet til pårørende og offentlighed. Dertil er der blot at sige, at det selvfølgelig er hærens opgave at forberede de pårørende bedst muligt på de alvorlige menneskelige risici ved en dansk krigsdeltagelse, mens offentligheden under alle omstændigheder har krav på den fulde, hele og utilslørede sandhed om forholdene. Det er jo i sidste instans offentligheden, den danske befolkning, der beslutter, om danske soldater fortsat skal deltage i de mere og mere uoverskuelige og problematiske kamphandlinger. Vi har krav på, at denne beslutning træffes på det bedst mulige grundlag, og når der registreres dødsfald i kølvandet på danske soldaters kamphandlinger, bør det sidste træk fra HOK's side være at begynde at sminke ligene.