LOUISE FREVERTS stilløse mavelanding kan efterlade et indtryk af, at ekstremismen i Dansk Folkeparti begrænser sig til nogle få kættere. At det 'blot' er partiets kandidat til overborgmesterposten i København, der har mistet rum- og retningssansen. Men desværre stopper vanviddet ikke her. Flere topfigurer i Dansk Folkeparti dyrker i dag nogle islamofobiske vrangforestillinger, hvis effekt er, at tusindvis af medborgere i det dansk samfund trues, forhånes og nedværdiges alene på grund af deres tro og oprindelse. Her på partiets 10-års fødselsdag må det konstateres, at Dansk Folkeparti er trådt ud af rollen som demokratisk protestparti og i stedet er trådt i karakter som en dystopisk propagandamaskine. Så sent som for få måneder siden skrev partiformand Pia Kjærsgaard f.eks., at »store bydele i København og andre danske storbyer« i dag er »befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin [...], titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005«. Nu kunne man fristes til at tro, at Pia Kjærsgaard mente, at der bor tusindvis af muslimske indvandrere på postadressen 1005 København K, men da det er en postboks, gives der ikke andre forklaringer, end at Pia Kjærsgaard grotesk nok mener, at herboende indvandrere er tilbagestående undermennesker. RUNDT OMKRING i partiet findes der flere andre politikere med lige så ekstremistiske holdninger. Partiets amtsrådsmedlem i Storstrøms Amt, Michael Rex, har f.eks. tidligere udtalt: »... islam er ikke en religion i traditionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømmet ved vold«. Og pianisternes tidligere retsordfører, nu byrådsmedlem Per Dalgaard har mindst lige så surrealistisk udtalt: »Islam er den største trussel mod verdensfreden, siden kommunismen faldt. Det er en direkte trussel mod Vesten, æder os op indefra og destabiliserer vores samfundsstruktur på ægte gøgeungemaner«. Skønt Louise Freverts konspirationsteorier om, at bl.a. tyrkiske grønthandlere er ved at bemægtige sig den danske samfundsøkonomi indefra - og Mogens Camres endnu mere rablende tvangsforestillinger om, at det er muslimernes skyld, at unge i Danmark i dag får for få børn - er fristende at henvise til terapeutisk behandling, bør man ikke tage let på Dansk Folkepartis retorik. Partiets hadefulde tale har skabt et fjendsk debatklima i Danmark, der trodser enhver borgerlig anstændighed, endsige enhver form for mellemfolkeligt frisind. Tiden, hvor Dansk Folkeparti kunne undskylde sit tonefald med, at de blot forsøgte at pege på problemer, andre forsøgte at negligere, må være forbi nu. Her på 10-års fødselsdagen har Dansk Folkeparti igen mindet os om, hvad det grundlæggende er: en uskøn forsamling af ofte ustabile politikere med mere eller mindre racistiske typer på prominente poster. Det bør den parlamentariske indflydelse, som VK-regeringen har valgt at tildele partiet på Christiansborg, ikke tilsløre.