OGSÅ YTRINGSFRIHEDEN har grænser. Selv om en fri debat er et af demokratiets vartegn, har det danske samfund længe accepteret, at der er grænser. Straffelovens paragraf 266b kriminaliserer forhånelser og nedværdigelser, der er begrundet i race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering og sætter på den måde visse stopklodser for, hvad man skal finde sig i at blive kaldt og beskyldt for. Den grænse blev med stor sikkerhed overskredet på Louise Freverts hjemmeside, hvor det i en artikel for nylig blev hævdet, at danske muslimer opfatter det som deres »ret at voldtage danske piger«. Det har politiet helt korrekt sigtet forfatteren Ebbe Talleruphuus for, og den tidligere orlogskaptajn kan med stor sikkerhed imødese en passende straf. Indtil videre har politiet imidlertid valgt ikke at reagere over for hjemmesidens ejerkvinde. Det kan man til gengæld undre sig en del over. Om Louise Frevert rent faktisk kan drages til ansvar for denne artikel på sin hjemmeside er usikkert og et spørgsmål om, hvorvidt det kan bevises, at hun var vidende om Ebbe Talleruphuus' strafbare ytringers eksistens. Men at politiet end ikke gør sig den ulejlighed at undersøge sagen, herunder om der ikke er noget strafbart materiale i hendes tilbagetrukne bog og dermed som minimum indkalde hende til afhøring er noget nær skandaløst. BEGRUNDELSEN FOR ordensmagtens sælsomme håndsky holdning til Dansk Folkepartis spidskandidat i Københavns Kommune er principielt set uinteressant - selv om man kan mistænke politiet for at være mere tilbageholdende end ellers, fordi der er tale om et folketingsmedlem, hvis immunitet i givet fald skal løftes. Afgørende og oprørende er, at politiet ved sin passivitet sender et meget dystert signal til de danske muslimer og mindretal i bred almindelighed om, at de skal være forberedt på at finde sig i lidt af hvert på internettet. Det kan man kun beklage og opfordre politikerne til at tage affære. Hvis lovgivningen vedrørende medieansvar er så usikker omkring, hvorvidt Louise Frevert kan straffes, som politiets handlinger indikerer, bør det hurtigst muligt strammes op.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
