Farvel Frevert

Lyt til artiklen

LOUISE FREVERT er på mange måder et farverigt indslag i dansk politik. Mavedanserinden, der for nogle år siden kom ind fra kulden efter at være raget uklar med sit konservative bagland, er nu en af Dansk Folkepartis mest toneangivende folketingspolitikere. Hun er, som man kan forvisse sig om i diverse medier, altid god for en bramfri bemærkning om dette eller hint. Navnlig er hun ikke bleg for at melde ud om muslimer og integration. Senest har hun, som berettet i gårsdagens avis, markeret sig med nogle forrykte tanker om at »sælge« muslimske kriminelle i Danmark til russiske fængsler. Ikke siden Mogens Glistrups rystende forslag om at eksportere unge muslimske kvinder til Paraguay er man stødt på en så gyselig tanke. Jovist, Dansk Folkeparti gør, hvad de kan for at slå politisk mønt af flygtninge og indvandrere, men alligevel formår Louise Frevert - sit partis kandidat til overborgmesterposten i København - at tage den foreløbige førerposition som leverandør af afstumpede holdninger til de af vore medborgere, der bekender sig til islam. GANSKE VIST HAR fru Frevert siden i går morges taget afstand fra sine synspunkter, sådan som borgerlige landspolitikere i disse dage har for vane at gøre, men det ændrer ikke en tøddel ved, at enhver ved et besøg på hendes hjemmeside kan forvisse sig om, hvilken frygtelig fare hun mener, at landets muslimer som gruppe udgør. Ikke alene synes de at fungere som en slags 5. kolonne i den militante islamismes terroristiske kamp mod Vesten - en kamp, man selvsagt ikke skal trække på skuldrene ad - men de undergraver også på sigt vores samfunds normer og værdier gennem deres overtagelse af økonomien. Jamen, nu rabler det da vist, vil De mene, men det er den skinbarlige sandhed: Sådan tænker og argumenterer et markant medlem af folkestyret. Det er nu engang præmisserne, at også larmende virrehoveder kan komme til orde i demokratiets ukrænkelige navn, men hvis Dansk Folkeparti mener noget med sin selvforståelse som midterparti, så efterlader de fru Frevert derude, hvor kragerne og andre sorte sjæle holder til. Med andre ord: Exit ekstremist!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her