ER UKRAINES nye ledere ved at tabe den orange revolution i et mudder af interne slagsmål? Det er der stor fare for, efter at de to levende symboler på revolutionen sidste år, Viktor Jusjtjenko og Julia Timosjenko, nu fremstår som bitre fjender. Efter at præsident Jusjtjenko torsdag fyrede Timosjenkos regering, tilbød han hende en anden post i en ny. Men for Timosjenko var regeringslederposten kun det næstbedste. Hun måtte tæmme præsidentdrømme, men den ambitiøse kvinde vil ikke acceptere en tredje- eller fjerdeplads og har derfor bebudet hård opposition imod Jusjtjenko. Han sagde i sin begrundelse for fyringen, at regeringen havde mistet »korpsånd«. Det er årets underdrivelse. Det var fra starten et hold kamphaner i klanlignende netværk, der hver især søgte at gavne egne venner. En politisk kultur, der meget lignede det gamle regimes, nu blot blandt erklærede demokrater, der dog ikke bruger fortidens blodige metoder. Jusjtjenko måtte handle imod anklager for at lukke øjnene for korruption i egne rækker. Han har nu mulighed for at skabe et mere enigt hold med flere effektive teknokrater frem for kamphaner. MEN TIMOSJENKOS krigserklæring viser, at han ikke kan genskabe enhed mellem landets demokratiske kræfter. Et hurtigt parlamentsvalg ville være det bedste, men det forhindrer forfatningen, så Ukraine går svære måneder i møde op til det ordinære valg i marts. Krisen giver det gamle regimes folk gode chancer for at spille reformfolk ud imod hinanden og Moskva for igen at blande sig imod den orange revolution. Men den kan hjælpes, hvis EU blander sig. Krisen viser, at Ukraines overgangsproblemer er for store til at løse uden hjælp udefra. Derfor er EU's holdning så afgørende og hidtil så skuffende for Ukraines demokrater. EU bør nu stille Ukraine medlemskab i udsigt, hvis det gennemfører de nødvendige reformer. Et klart EU-perspektiv kan fremme enighed om fremtiden blandt de demokrater, der kun kunne enes om opgør med fortidens regime. Ukraine er ikke længere et land, hvor kritikere af magten behøver at frygte for deres liv. I den forstand er revolutionen lykkedes og bør belønnes, så den orange revolution ikke bare æder sine egne.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
