Mere lighed

Lyt til artiklen

EN UNDERSØGELSE fra FN tidligere på ugen viste, at uligheden i Danmark er større end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmark var rutsjet ned på en 15. plads på FN's ulighedsskala. Om den oplysning fik champagneglassene frem inde i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, vides ikke. Men de liberale økonomer havde i hvert fald haft svært ved at skjule deres begejstring. Og deres utålmodighed. For Cepos var ikke tilfredse med rutsjeturen ned ad ulighedsskalaen. Vi skal have mere ulighed. Vi skal længere ned. Som tænketankens cheføkonom, Mads Lundby Madsen, udtrykte det i Berlingske Tidende forleden: »Der er behov for initiativer, der indebærer øget ulighed (...) Det er intet problem - tværtimod er det løsningen på velfærdssamfundets udfordringer«. Altså: Mere ulighed skal tackle velfærdssamfundets udfordringer! Den lader vi lige stå et øjeblik. SIDST PÅ UGEN viste det sig så, at der var fejl i FN-tallene. Store fejl faktisk, for Danmark er i virkeligheden det land i hele den vestlige verden, hvor indkomstforskellene er mindst. Så nu er der grund til jubel: For sandheden er jo, at vi skal holde fast i ligheden, hvis vi vil sikre velfærdssamfundet. Og det skal vi ikke kun gøre af sociale og kulturelle årsager og af hensyn til sammenhængskraften. Det skal vi også gøre af hensyn til konkurrenceevnen og økonomien. Ligheden er nemlig én af Danmarks vigtigste konkurrencestyrkepositioner. Når Danmark klarer sig godt i den internationale konkurrence, handler det blandt andet om, at vi er gode til at løfte de svageste op på uddannelsesrangstigen, at der er en stor social mobilitet, at den offentlige sektor tager sig af social- uddannelses- og sundhedsopgaver, og at de flade strukturer på arbejdspladserne betyder, at chefer og medarbejdere kan kommunikere som ligeværdige mv. Lighedsfilosofien er vores styrke. Og hvis Cepos mangler beviser, kan de jo blot kaste et blik på velfærdsstatens historie, hvor Danmark i årtier har været et af verdens rigeste lande med stor vækst i den private sektor - samtidig med, at vi ligger i toppen, hvad angår lighed, skat og offentlig sektor. Hvordan hænger det sammen, Adam Smith, Cepos & Co.? I skylder os en forklaring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her