SEKS IMAMER her i landet er netop gået sammen om at udsende et religiøst påbud - en fatwa - imod omskæringer af piger og kvinder. Denne på alle måder dybt forkastelige og arkaiske (u)skik findes i visse muslimske kredse herhjemme. Ifølge folk med forstand på slige sager er det især i det somaliske miljø, at omskæring regnes for en ærefuld tradition. Hvor udbredt fænomenet faktisk er, foreligger der ingen præcise tal for, men man må antage, at det finder sted, ellers ville en religiøs undsigelse være omsonst. Imamerne fortjener derfor ros for at sætte deres teologiske tyngde bag en erklæring, der i umisforståelige vendinger gør det klart for dem af deres muslimske brødre - og søstre ikke mindst - der måtte leve i den vildfarelse, at omskæring af kvindens kønsdele kan ske med guddommelig accept, at det ikke er tilfældet. Sådan forholder det sig altså ikke. Der er hverken, som imamerne gør opmærksom på, nogen støtte at hente i Koranen eller i den nutidige lovgivning for dem, der mener, at omskæring har sin berettigelse. Lad os med imamernes udspil for øje give vores besyv med: Omskæring er et ældgammelt, ikke-islamisk stammeritual, som ikke hører hjemme i Danmark. MAN KAN mene, at denne fatwa er helt overflødig. Hvad ligner det, tænker man i sit stille sind, at behøve understrege over for sin menighed, at man ikke skamskærer små pigers genitalier. Det er jo for pokker det 21. århundrede! Men ikke for alle. Og på den baggrund er det rigtigt af imamerne at bruge deres moralske autoritet i en god sags tjeneste. Det gælder i forhold til den forhåbentlig irettesættende effekt, det vil have på de muslimer, der går ind for kvindeomskæring, men også i forhold til de dele af det øvrige danske samfund, der har for vane at forholde sig skeptisk til muslimer. Man kan fromt håbe på, når nu islamdebatten - underforstået 'os og dem' - er så markant i disse år, at dette initiativ må blive fulgt op af lignende markeringer i andre spørgsmål, hvor muslimer selv synes tvivlrådige, og hvor omverdenens opfattelse af, hvad der er 'rigtig' muslimsk, dvs. teologisk sanktioneret, selvsagt også bliver forvirret. Et godt sted at starte kunne være en fatwa mod terrorisme. Hvad siger de danske imamer om det spørgsmål?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
