UANSET OM orkanen Katrina - og andre stadig voldsommere og vildere vejrfænomener rundt om i verden - er indirekte forårsaget af global opvarmning eller ej, bør denne seneste, brutale orkankatastrofe få alle vestlige industrilande til at genoverveje forbruget af energi- og naturressourcer. Orkanen Katrina har således pisket oliepriserne op på over 70 dollar per tønde; et akut prishop, der kommer i kølvandet på næsten daglige prisstigninger i den seneste tid. Orkanens hærgen gennem Den Mexicanske Golf - hvor mindst syv olieborerigge er blevet delvist smadret - har atter blottet Vestens narkomanagtige afhængighed af olie. Efterspørgslen efter olie er efterhånden pumpet så hårdt og højt op, at enhver form for uro og usikkerhed i ét af de store olieproducerende lande straks veksles til hurtigt stigende oliepriser til direkte skade for flertallet af verdens lande, der ikke selv producerer olie. Umiddelbart skulle man måske tro, at bestræbelserne på at indrette produktionen mere energiøkonomisk siden oliekriserne i 1970'erne havde mindsket følsomheden over for svingninger i olieprisen. Men olieforbruget har aldrig været højere. Og forbruget stiger hurtigere og hurtigere. Sidste år steg olieforbruget med den højeste vækstrate i 30 år. Basalt set skyldes dagens høje oliepriser nemlig ikke ustabile forsyninger, men derimod en utæmmelig efterspørgsel; ikke mindst fra de mange millioner amerikanske city-cowboys i tunge, benzinslugende firehjulstrækkere. PÅ LÆNGERE sigt er der imidlertid ingen vej uden om, at amerikanere og europæere - og i stigende grad også asiatere og sydamerikanere - formår at begrænse olieforbruget drastisk. I virkelighedens verden kan dét kun ske ved at udvikle og opfinde nye, vedvarende energikilder, der er både billigere og renere end olie. Det er ikke realistisk, at verdens stigende befolkning samlet set fremover mindsker energiforbruget. Udviklingen af alverdens lande vil kræve endnu flere energi- og naturressourcer; men vel at mærke i en bæredygtig balance. Derfor er der brug for massive investeringer i videreudviklingen af bl.a. solceller, vandkraft, vindmøller, bølgehøvle og biobrændsel og fusionsenergi. Vi har brug for endnu flere og bedre alternativer til olie. Og dét vil olieprisstigningerne forhåbentlig være med til at fremskynde erkendelsen af.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
