SELV OM det umiddelbart kan virke tillokkende for politikerne at skubbe ansvaret for det nedslidte skinnenet over på de alt for passive embedsmænd i Banedanmark, kan årsagen til skandalen ikke skjules: Flertallet i Folketinget har i flere årtier nedprioriteret den kollektive trafik i et så molboagtigt omfang, at det nu kommer til at koste unødigt mange milliarder kroner at genoprette togdriften til blot et acceptabelt niveau. Nedslidningen af det danske skinnenet har fået lov til at løbe så løbsk, at det nu vil blive noget nær umuligt at reparere det - uden at forværre de akutte problemer. Hverken under Nyrup-regeringerne i 1990'erne eller Fogh-regeringerne er der blevet investeret tilstrækkeligt i den kollektive trafik. Og dét gælder desværre både i forhold til etablering af nye anlæg og den løbende vedligeholdelse. Resultatet er, at jernbanenettet gradvist er forfaldet, med ustabil og forsinket drift til følge. Antallet af busruter og -afgange er samtidig blevet reduceret. Og i samme periode er billetpriserne absurd nok steget mærkbart - i de sidste 25 år er billetpriserne i hovedstadsregionen næsten tredoblet; altså en prisstigning, der ligger markant over lønudviklingen. Status er kort sagt, at danskerne har fået dyrere og dårligere kollektive trafiktilbud under såvel socialdemokratisk ledede som borgerlige regeringer. I flere år har der tilsyneladende hersket en udbredt konsensus om, at kollektiv trafik i bedste fald er et anliggende for egnspolitikere med lokale enkeltsager og i værste fald et sort hul af endeløse investeringer. SKØNT de senere års trafikforlig vitterlig har tilført også den kollektive trafik lidt flere penge, er en alt for stor andel af de offentlige trafikinvesteringer gået til motorveje; ikke mindst til de såkaldte spøgelsesveje i Nordjylland. Motorvejsnettet er blevet udbygget massivt - på direkte bekostning af tognettet; ikke mindst de mange hovedfærdselsårer ind mod København. Sammenlignet med andre europæiske storbyer halter de offentlige trafikinvesteringer i København gevaldigt efter. Den foreløbige miniudgave af en metro er således kun et sparsomt, første skridt i retning mod et kollektivt trafiksystem, der for alvor kan konkurrere med privatbilismen i og omkring København. At bringe den kollektive trafik på omdrejningshøjde med transportbehovet kræver derfor ikke kun øjeblikkelige milliardinvesteringer i skinnegenopretning, men også fremskyndede milliardinvesteringer i etablering af nye tilbud, herunder en udbygning af metroen. Politikerne kan dog spare sig de dårlige undskyldninger: Folketinget har et fælles ansvar for at sætte den kollektive trafik på skinner igen. Hurtigst muligt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
