0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skæv start

Generaldirektør Plummer dummer sig.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I DANMARK domineres tv og radio helt af statsligt ejede kanaler (DR, TV 2). Det er usædvanligt i internationalt perspektiv, men det behøver der ikke at være noget odiøst i - tværtimod. Men det forudsætter, at de reguleres med public service-krav og beskyttes mod enhver form for politisk styring.

Det er i det lys, at den nyudnævnte generaldirektør, Kenneth Plummers udtalelser om »politisk ubalance« på P1 virker ikke bare uoverlagte og ukloge, men direkte foruroligende.

At man som øverste chef ikke kritiserer sine medarbejdere uden først at have gjort det over for dem selv, er i sig selv en elementær norm. At man gør det på grundlag af 'samtaler' med bl.a. politikere, gør det værre.

Det bliver ikke kønnere af, at Plummer ikke selv har fundet på kritikken. Den er før fremsat af politisk engagerede debattører på den politiske højrefløj og af den politiker - kulturministeren - der har DR i sin ressort.

Når man husker, at den tidligere generaldirektør blev fyret under omstændigheder, der tydede på politiske motiver, bliver det signal, Plummer sender, for alvor problematisk. Han er som bekendt garant for DR's autonomi og integritet. Han vil utvivlsomt sige, at han som sådan vil afvise alle forsøg på politisk pression.

Men det kan han jo også roligt gøre, hvis han selv har tænkt sig at udføre det beskidte arbejde for DR's politiske fjender. Det er forhåbentlig ikke tilfældet. Men det er noget nær uforståeligt, at Kenneth Plummer ikke har været opmærksom på, at hans diffuse mistænkeliggørelse næsten kun kunne forstås på den måde.

INTET MEDIE er hævet over kritik. Som Triple A-skandalen på TV 2 har vist, ville en mediechef, der slog hårdt ned på underlødig journalistik, kun få applaus i offentligheden. P1 er hverken hævet over kritik eller fornyelseskrav, selv om kanalen er noget af det mest lødige i hele DR's mangfoldige udbud.

Men at gøre »politisk balance« til den afgørende norm er - helt bortset fra, at den eneste foreliggende undersøgelse ikke har dokumenteret ubalance - at komme skævt fra start. Det er kvalitet, der er brug for - ikke mikrofonholderi udmålt efter mandatflertallet i Folketinget.

Jo før Kenneth Plummer sætter en helt anden dagsorden for den store institution, han har fået betroet, jo bedre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere