AT BOLIGEN er blevet landets største ulighedsmaskine, er uomtvisteligt. I den ene ende bliver boligejere forgyldt med tusindvis af kroner om dagen for at bo godt - skattefrit, naturligvis. Og i den anden ende er der alle dem, der aldrig fik en chance for at komme med i boligboomet. Ulighedskløften mellem ejere og lejere bliver større dag for dag. Noget skal der ske. I fraværet af en socialdemokratisk boligpolitik har det længe været ventet, at SF ville skærpe profilen i boligpolitikken. Og i går lancerede folkesocialisterne så endelig en mere socialt afbalanceret boligpolitik. Slagnummeret er nybyggeri af 7.500 almennyttige lejeboliger i København og Århus til en pris på 5.000 kroner for 100 kvadratmeter, beskatning af værdistigninger i luksusboliger samt en sænkning af lejen i de almennyttige boliger med 25 procent. Alt sammen i et forsøg på at sikre, at 'almindelige' lønmodtagere - som lærere, sygeplejersker og politibetjente - fortsat har råd til at bo i hovedstaden. Ingen er nemlig tjent med, at offentligt ansatte presses ud af storbyerne. Der er vitterlig brug for initiativer, der gør det billigere at bo i København og Århus. Men desværre står det ikke ganske klart, hvordan SF forestiller sig, at idealerne skal føres ud i livet. FORHÅBENTLIG giver SF'erne sig god tid til at tænke mulighederne igennem. For den idé, partiet også lancerede i går, om såkaldt delt ejerskab er mildest talt tåbelig. Ifølge SF's formand, Villy Søvndal, bør staten medfinansiere halvdelen af prisen på en ejerbolig for lavtlønnede førstegangskøbere, mod at staten så senere får halvdelen af beløbet, når huset sælges igen. Men dét vil blot være benzin på bålet: Boligpriserne vil eksplodere yderligere. Priserne vil gå op, op, op - hvorved endnu flere middelindkomstgrupper vil blive presset ud af boligmarkedet i storbyerne. Det er ren mol8bo8øko8no8mi. Og lidt svært at se, at det pludselig skulle være blevet et rød-grønt folkesocialistisk projekt at forvandle alle mennesker i Danmark til parcelhusejere. Man må håbe, at SF lige vender skråen en ekstra gang. For der er plads til et parti med et kontant bud på en social boligpolitik. Socialdemokraterne har meldt sig ud af den debat. Desværre. Hvis SF på troværdig vis vil udfylde det tomrum, kræver det imidlertid, at partiet tænker sine udspil bedre igennem.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
