PÆDOFILI er en af de mest modbydelige forbrydelser, man kan forestille sig. At misbruge børn seksuelt kræver et ualmindelig forkvaklet sind, og at gerningsmændene - for det er stort set udelukkende mænd - ofte arbejder professionelt eller frivilligt med børn, gør det kun mere afskyvækkende. At misbruge den tillid, der ligger i, at andre overlader deres børn i ens varetægt, og tilmed gøre det på den mest grænseoverskridende måde, er på enhver måde moralsk forkasteligt. Tankegangen i de nye regler, justitsminister Lene Espersen i denne uge om, at ledere af spejderklubber, idrætsforeninger eller andre private virksomheder have besked, hvis en ansat sigtes for besiddelse af børnepornografi eller blufærdighedskrænkelse over for børn, er derfor besnærende enkel. Er der den mindste fare for, at en person misbruger børn, bør vedkommende ikke arbejde med dem. Helt så enkelt er det bare ikke. Disse personer er nemlig endnu ikke dømt, og da mange sigtelser, ikke mindst i pædofilisager senere bliver droppet, er der en helt reel chance for, at de aldrig bliver fundet skyldige i noget. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men netop derfor er det afgørende at holde fast i princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Også - måske især - når det gælder meget alvorlige forbrydelser som pædofili. Har politiet fortalt ens arbejdsgiver, at man er mistænkt, er skaden sket. Enhver spejderleder, der har sit job kært og nødig vil se sig udstillet på forsiden af Ekstra Bladet, vil per automatik suspendere en pædofilimistænkt så hurtigt som overhovedet muligt. Så selv om der formelt set er tavshedspligt, kræver det ikke megen fantasi at forestille sig, at rygterne hurtigt vil gå, og at vedkommendes ry er ødelagt for bestandig. MEN HVAD nu hvis den mistænkte begår yderligere ugerninger, mens politiet efterforsker sagen? Er det så ikke bedst at være på den sikre side, sådan som justitsministeren lægger op til? Sådan vil mange sikkert tænke, og med god ret. Er der fare for, at vedkommende forbryder sig igen, før der kan fældes dom, bør myndighederne naturligvis forhindre det. Men til det behøves hverken nye regler eller informationer til arbejdsgiveren. Er der, som det formuleres i retsplejeloven par. 762, stk. 1, nr. 2 »bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den samme beskaffenhed«, ja så kan vedkommende varetægtsfængsles, hvis politiet i øvrigt kan overbevise dommeren om, at der er en begrundet mistanke. En glimrende og helt igennem fornuftig regel, som kan og bør anvendes i forbindelse med pædofili. Og som gør det unødvendigt og populistisk med særlige regler og videregivelse af oplysninger om alvorlige sigtelser, der måske eller måske ikke viser sig sande.