Leder af<b>POLITIKEN</b>

Gaza nu

Lyt til artiklen

HVIS DET palæstinensiske samfund i Gaza bryder sammen - socialt, økonomisk, militært - kan palæstinenserne og israelerne godt glemme alt om fred. Modsat: Hvis palæstinenserne i Gaza får held og viser vilje til at genopbygge deres samfund i forsonlighed, kan det bane vejen for netop fred og en selvstændig palæstinensisk stat. Det er nu, Gaza har chancen. Om en måned har Israel lovet endelig at opgive 38 års besættelse og droppe sine bosættelser i det palæstinensiske landområde. Det er derfor nu, at 1,3 millioner palæstinensere har mulighed for at blive herrer i eget hus. Det bør lykkes for deres egen skyld. Det bør også lykkes for at bane vejen for, at palæstinenserne på Vestbredden tilsvarende vil få deres frihed fra israelsk besættelse. Ulykkeligt nok er Mahmoud Abbas, lederen af det palæstinensiske selvstyre, ikke kun presset udefra af Israel, men også indefra af fredens modstandere i den nationalreligiøse Hamas-bevægelse. Hamas anfægter selvstyrets legitimitet. Dets aktivister angriber selvstyrets politi og ypper kiv med Mahmoud Abbas' Fatah-bevægelse. Og dets prædikanter opfordrer til fortsat krig med Israel, hvor det tværtimod er forsoning, der er behov for. Internationalt vil Abbas miste sin autoritet som leder af selvstyret og deltager i fredsforhandlinger, hvis han ikke standser palæstinensiske raketangreb på Israel. Lokalt vil Abbas aldrig få autoritet, medmindre selvstyret viser sig i stand til at skaffe palæstinenserne velfærd og begrundet håb om en selvstændig stat, også på Vestbredden. Hvad kommer først? DET ER ikke et enten-eller, men et både-og. Abbas er nødt til at standse Hamas' og andres terror mod israelske civile, nødt til at vise, at han kan standse de voksende væbnede sammenstød inden for Gaza - og nødt til at skaffe international opbakning til Gazas genopbygning og udvikling. På én gang. Hvis det internationale samfund - ikke kun USA og EU, men også de arabiske stater og FN - mener noget med politiske festtaler om fred, er det derfor nu, Abbas og Gaza skal have hjælp. Ikke i form af blankochecks, men som solide investeringer i Gaza og selvstyret. Gaza har behov for arbejdspladser og økonomisk vækst, behov for at kunne eksportere sine varer. Og selvstyret er nødt til at kunne levere sociale ydelser, sundhedsforsorg og uddannelser, der kan styrke det palæstinensiske samfunds sammenhængskraft og svække troen på Hamas som politisk alternativ til fred.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her