I ÅREVIS har et massivt politisk flertal søgt at løse et bredt udsnit af samfundets problemer med sanktioner, herunder strengere straffe. Og hvad værre er: Et bredt udsnit af befolkningen har optrådt som klakører, alt mens deres hårdt tilkæmpede retsgarantier systematisk er blevet udhulet i diverse terror- og voldspakker. Derfor var det velgørende at læse den fremtrædende advokat Thorkild Høyers indlæg i går, hvor han direkte - og bakket op af Landsforeningen af Beskikkede Advokater - angreb dommerstanden for at svigte sit ansvar i forbindelse med de alt for mange, alt for langvarige og alt for rutineprægede varetægtsfængslinger, der skæmmer den danske retspleje. Høyers kritik tog afsæt i politiets oprydning i hashhandelen på Christiania, hvorunder flere af de handlende og deres håndlangere tilbragte længere tid i varetægtsfængsel, end de fængselsstraffe, de efterfølgende blev idømt, udgjorde - især hvis man tager i betragtning, at der normalt prøveløslades efter to tredjedeles afsoning. Og det kunne være gået endnu værre, hvis ikke Højesteret havde grebet ind og ændret landsrettens praksis for varetægtsfængsling. NETOP Christiania-sagen er absurd, fordi varetægtsfængslingerne blev begrundet med hensynet til politiets efterforskning. Og det skønt politiet systematisk har overvåget hashhandelen på Christiania i de mere end 25 år, den er foregået åbenlyst. Man skulle derfor tro, at det ikke var nødvendigt med en månedlang efterforskning af de implicerede. Men sådan er rutinen altså, og det vil kræve en mindre kulturrevolution i politi, anklagemyndighed og domstole at få praksis for varetægtsfængslinger bragt på niveau med omverdenens. I de seneste fem år er antallet af varetægtsfængslinger på mere end seks måneder således femdoblet, hvilket har fået selv rigsadvokat Henning Fode til at »udtrykke en vis bekymring« og varsle nye initiativer for at afkorte dem. MÅ VI foreslå den urgamle skotske regel, hvorefter sager skal bortfalde, hvis domsforhandlingen ikke begynder senest 110 dage efter en varetægtsfængsling. Samt at varetægtsfængsel tæller 50 procent mere end almindeligt fængsel, når straffen skal udmåles. Det er tænkt som modvægt til smøleri i politi, anklagemyndighed og domstole, og det virker. For en sanktionsivrig, borgerlig 'lov og orden'-regering burde denne praksis være tillokkende. For varetægtsfængsling er frihedsberøvelse af en borger, der ikke er dømt og derfor per definition uskyldig.