REGERINGEN MED statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har et meget anstrengt forhold til åben debat, når det gælder den danske tilstedeværelse i Irak. Enhver opfordring til at overveje tidspunktet for de danske soldaters tilbagetrækning bliver takseret som et knæfald for terrorismen og manglende respekt for de soldater, der udfører en farlig opgave i Irak. Den linje har regeringen kørt i lang tid. Den har aldrig været rigtig, men nu er tiden løbet helt fra den. For både ministre og fremtrædende politikere i både Storbritannien og USA diskuterer nu helt åbent, hvornår de skal trække tropper ud af Irak - og hvor mange. TIDLIGERE PÅ ugen offentliggjorde avisen Mail on Sunday f.eks. uddrag af en rapport skrevet af forsvarsminister John Reid. I rapporten arbejder Reid med muligheden af, at over halvdelen af de britiske soldater i Irak skal forlade landet i 2006 sideløbende med en tilsvarende stor amerikansk reduktion af antallet af tropper. Det gælder også i Basra-området, hvor Reid anbefaler, at briterne allerede i april 2006 overlader ansvaret til irakerne. Ikke uinteressant fra et dansk perspektiv, al den stund, at det netop er i Basra, at danske soldater er under britisk kommando. John Reids rapport var ganske vist hemmelig. Men den kommer ikke som nogen bombe, for britiske officerer, eksperter og politikere har diskuteret spørgsmålet om tilbagetrækning - over en periode - i flere måneder. Og Tony Blair har ikke anklaget ledende officerer eller den liberale leder, Charles Kennedy, for at være terroristernes objektive allierede. DEN AMERIKANSKE debat har kørt i endnu længere tid, og her deltager velanskrevne politikere med republikaneren John McCain og senator Richard Lugar meget aktivt. Begge har i mange år tilhørt det sikkerhedspolitiske establishment i landet, og ingen kan beskylde dem for at være bløde eller naive over for terrorister. Men de forholder sig til kendsgerningerne. Og de viser, at sikkerhedssituationen i Irak ikke bliver bedre trods de mange amerikanske og britiske soldater i landet. Tværtimod, den udenlandske tilstedeværelse svækker den irakiske regering og de demokratiske kræfter i landet, og USA kan hverken af økonomiske eller indenrigspolitiske grunde opretholde et stort antal soldater i landet. Det er realiteterne, som alle må diskutere, forholde sig til og tage nogle konsekvenser af. Derfor burde regeringen lære af vennerne i Washington og London. Der er ingen grund til at være mere katolsk end paven.