Farlig leg

Lyt til artiklen

NU KOMMER kineserne. Advarselsråbet om 'den gule fare' har lydt så længe, at det har antaget et næsten uvirkeligt skær. Selv Napoleon var bekymret for Riget i Midten, men måske er tiden til at tage truslen alvorligt endelig kommet. Det er i al fald, hvad mange frygter i USA, efter at kinesiske selskaber har budt på de to store amerikanske virksomheder Maytag og Unocal. Virksomhederne er meget forskellige. Maytag er kendt for sine hårde hvidevarer, mens Unocal er et stort olieselskab, men tanken om, at de skal havne på kinesiske hænder, bekymrer mange amerikanere. Umiddelbart er det svært at have ondt af USA. Amerikanerne har i årevis levet over evne ved at importere mere, end de eksporterer, og ladet Kina betale regningen i form af at købe dollar. Et herligt system set med amerikanske øjne. Hagen er bare, at Kina på den måde har fået samlet en frygtelig masse dollar sammen og dermed fået megen magt over USA. Sælger Kina sine dollar, vil valutaen kollapse, og USA risikerer at havne i en dyb krise. Det har ingen - heller ikke Kina - nogen interesse i. Men noget skal Kinas mange penge jo bruges til, og med rekordlave renter kan det ikke overraske, at landet i stedet nu ønsker at købe noget mere interessant og givtigt for sine dollar end obligationer. At det går ud over hæderkronede amerikanske virksomheder som Maytag, er så den pris, USA må betale for sit overforbrug. SÅ LANGT, så helt i kapitalismens ånd. Når der alligevel er noget bekymrende over Kinas shoppingtur i USA, hænger det sammen med den nagende mistanke om, at Kina, når alt kommer til alt, måske er mere en rival end en partner til de vestlige demokratier. En mistanke, der ikke bliver mindre, når noget af det første, Kina går efter, er et olieselskab, og dermed en del af kontrollen over verdens allermest strategiske ressourcer. Drømmene om, at den stigende velstand ville udvikle Kina i demokratisk og mere fredsommelig retning, er indtil videre forblevet just drømme, og netop derfor er det både farligt og kortsigtet af USA i den grad at gøre sig afhængig af Kina og dets autoritære regime. Man må håbe, at den nuværende debat og bekymring over de kinesiske opkøb giver anledning til en mere grundlæggende genovervejelse af USA's økonomiske politik. Og at verdens eneste supermagt snart begynder at sætte tæring efter næring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her