SOM EN GAMMEL japansk krigsveteran, der stadig holder fanen højt svævende over en besat ø i Stillehavet, fortsætter kulturminister Brian Mikkelsen (K) ufortrødent sin kulturkrigeriske robinsonade. Endnu en gang forsøger han at sætte det afgørende angreb ind mod de danske public service-kanaler, DR og TV 2, som han hele tiden har haft under mistanke for at propagandere for pacifisme, rundkredspædagogik, samtalekøkkener og andre samfundsomstyrtende ideer. Som led i medieaftalen - som er indgået mellem Venstre, Konservative og DF - skal de to kanaler underkastes en uvildig undersøgelse, der skal afdække deres »alsidighed, saglighed og upartiskhed«. Kulturminister Brian Mikkelsen lægger ikke selv skjul på, at projektet er en del af kulturkampen: »Det handler jo banalt set om at gøre verden bedre, mere fri og divers, mere pluralistisk. Hvis vi kan få diversiteten til at leve, pluralismen og meningsudvekslingen til at fungere, ja, så har vi nået et godt borgerligt samfund«, som han stolt bekendtgjorde i Jyllands-Posten i går. Men ærligt talt: De to tv-stationer er vel ikke ligefrem ved at udvikle sig til æterbårne reinkarnationer af den kommunistiske avis Land og Folk? Man kan med rette kritisere kanalernes nyhedsdækning for at være letbenet, billedbundet og ukritisk. Men de danske tv-nyheder kan altså ikke klandres for systematisk at skævvride virkeligheden eller opgejle til revolution. Hertil er tv-nyhederne mildest talt alt for tandløse. Når kulturministeren glædes over, at tv-nyhederne skal finkæmmes, aner man en ubehagelig skjult dagsorden; et forsøg på at kanøfle kanalerne til fremover at lave en endnu mere håndsky tv-nyhedsdækning. EN RÆKKE medieforskere kritiserer samtidig, at pengene til undersøgelsen kanaliseres uden om de almindelige bevillingsorganer. De frygter, at undersøgelsen er en politisk bestillingsopgave, der har til formål at skabe større ørenlyd for borgerlige mærkesager. Frygten kan bestemt ikke afvises som ren paranoia. Kulturministerens selvbestaltede tv-show i de senere år - med fyringerne af TV 2-direktør Cristina Lage og DR's generaldirektør Christian Nissen som de mest grelle episoder - har efterladt indtrykket af en regering, som målrettet forsøger at detailregulere de offentlige kulturinstitutioner. Under VK-regeringen er begreber som alsidighed og pluralisme efterhånden degenereret til rigide krav om, at medlemmer af bl.a. Dansk Folkeparti skal inviteres i studiet, når der står underholdning på programmet. Uanset hvor kedelige og ligegyldige de måtte være. Mediepluralisme handler imidlertid om det stik modsatte: at tv-stationerne får lov til at forvalte sig selv, uafhængigt af partipolitiske ønsker. Det vil den nye undersøgelse dog næppe bidrage til. Hvis regeringen vil have større alsidighed, bør den i stedet holde fingrene langt væk.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
