Lindhardt og Ringhof er blevet leverandør af sommeragurk: En af de historier, som i sommervarmen får lov at vokse sig store i avisernes spalter. Fem af forlagets yngre forfattere har opsagt samarbejdet med forlaget i protest mod ... at forlaget har opsagt samarbejdet med mindst én af deres kolleger, digteren Martin Glaz Serup. Sidstnævnte havde ellers både fået kontrakt og forskud på sin nye digtsamling, som var programsat til efteråret. Men forlaget valgte at springe fra det hele, fordi man, med opsigelsens ordlyd, er blevet pålagt »at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på«. I efterfølgende avisartikler har forlagets direktør, Morten Hesseldahl, forklaret, at såvel Serups salgstal som hans anmeldelser var for dårlige. Og til dagbladet Information udtaler direktøren, at »vi har hele tiden haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, men bare ikke gjort det«. Man skulle være et skarn, hvis man pegede fingre ad forlaget. Ønsket om at tjene penge, men bare ikke gøre det, vil overordentligt mange mennesker kunne nikke genkendende til. Ak, det er noget nær et menneskeligt grundvilkår, og det tjener forlagsdirektøren til ære, at han så åbent bekender sine lyster og kvaler. SÅ HER SKAL ikke peges fingre, her skal tænkes efter. Måske ville direktørens sætning vinde ved en omformulering: »Fordi vi hele tiden har haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, har vi bare ikke gjort det«. Det mærkelige ved mange kulturvirksomheder - og for den sags skyld virksomheder i det hele taget - er jo, at overdrevent og ensidigt fokus på overskud ofte har det med at give underskud. Og hvis vi antager, at dette også gælder for Lindhardt og Ringhof, så ligger forlagets økonomiske problem måske snarere i det fikserede kommercielle fokus end i honorarerne til 'smalle' forfattere. I hvert fald er det næppe forskudshonoraret til Glaz Serup, som har belastet Lindhardt og Ringhof livstruende. Men for en medievirksomhed, som et forlag, kan det derimod godt blive livstruende, eller ganske forringende for livskvaliteten, at optræde alt for meget som skurk og agurk.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.