ARGUMENTET for at stramme udlændingereglerne var oprindeligt, at der skulle skabes et »pusterum« til en styrket integrationsindsats. Behovet er kun blevet mere presserende i mellemtiden. Halvdelen af alle indvandrere fra ikkevestlige lande står i dag uden for arbejdsstyrken. Fredag aften nåede VK-regeringen så langt om længe til enighed med Dansk Folkeparti om en ny såkaldt 'integrationsplan', som Socialdemokraterne tilsluttede sig uden indrømmelser - af frygt for at blive drillet som 'slappere'. Men hvad rummer dette længe ventede udspil så? Svaret er deprimerende, her over tre år efter regeringsskiftet i 2001: Endnu flere lovstramninger, nye økonomiske tommelskruer, nogle få positive tiltag omkring bl.a. uddannelsesgarantier til unge og rådgivning til forældrene. Forliget rummer beklageligt nok ingen nye arbejdsmarkedspolitiske, erhvervspolitiske og/eller uddannelsesmæssige virkemidler, der kan bruges lokalt og konkret til at nedbringe den uacceptabelt høje arbejdsløshed blandt udlændinge. Integrationsplanen består i stedet af en lang række personlige krav og trusler, kun få forpligtelser og tilbud. SLAGNUMMERET er en såkaldt 'integrationskontrakt', som alle udlændinge fremover skal underskrive, hvis de fortsat vil kunne modtage offentlig forsørgelse. På overfladen motiveres nydannelsen med den konservative 'noget-for-noget'-logik, som regeringen har gjort til sit mantra. Men ret beset er der tale om, at udlændinge fremover klientgøres endnu mere og underkastes langt mere offentligt formynderi, end nogen politiker nogensinde ville tillade, at almindelige LO-medlemmer blev udsat for. I realiteten vil titusindvis af udlændinge, der ikke får et job i kraft af denne 'integrationsplan', blive reduceret til andenrangsborgere med et markant dårligere forsørgelsesgrundlag end alle andre. At integrere ufaglærte udlændinge på arbejdsmarkedet - i en tid, hvor slagterier og andre fabrikker lukker og slukker i Danmark - kræver i stedet en omfattende arbejdsmarkeds- og skattepolitisk indsats, der stimulerer efterspørgslen efter manuel arbejdskraft. Lavere offentlige ydelser fører i sig selv blot til øget fattigdom. Ikke dermed sagt, at der ikke skal stilles kontante krav. Men hvis kravene ikke modsvares af reelle jobmuligheder, får manøvren karakter af ren forfølgelse. Samlet set må det konstateres, at Dansk Folkeparti atter har formået at sabotere integrationen af udlændinge - med Socialdemokraternes nye, principløse ledelse i rollen som de nyttige idioter.