'NETTET STRAMMES' er en ofte bragt overskrift i internationale medier og også Politiken, når det gælder de bosniske serberes militære og politiske ledere under krigen i Bosnien, Ratko Mladic og Radovan Karadzic. Men nu ser det faktisk ud til, at den overskrift kan holde stik, i hvert fald når det gælder Mladic. Baggrunden er, at Serbien reelt er begyndt at samarbejde med krigsforbryderdomstolen i Haag og har indledt en seriøs jagt på Mladic, der i alle årene efter afslutningen på krigen i Bosnien i 1995 menes at have skjult sig i Serbien. Godt beskyttet af høge i Serbiens militær og indenrigsstyrker. Serbiens ministerpræsident, Vojislav Kostunica, har opgivet sin tidligere modstand mod udlevering af serbere til Haag, fordi hans land brændende ønsker medlemskab af EU. Og Beograd ved, at døren ikke bliver åbnet så meget som på klem uden fuldt samarbejde om pågribelse og udlevering af krigsforbrydersigtede. Karadzic kan serberne ikke levere på et sølvfad. Det er op til de bosniske serbere og NATO, og det er uvist, hvem af de to parter der er mindst effektiv, når det gælder hans pågribelse. Men Mladickan og vil Serbien nu gå i aktion imod. Hans pågribelse vil varsle godt for serbernes svære erkendelse af skyld for krigen. Det vil også være et tegn på modning til integration i EU. OG IKKE MINDST NU, hvor der efter det franske og hollandske nej til EU-traktaten er faretruende tegn på, at EU smækker dørene helt i for nye udvidelser i overskuelig fremtid. Der tales nu meget i Frankrig og andre EU-lande om, at folkestemningen kan tvinge EU til ikke blot at holde Tyrkiet og Ukraine ude, men også de lande i det tidligere Jugoslavien, der kæmper for at tilpasse sig EU. På baggrund af det vestlige Europas medskyld i, at det gik så slemt til, som tilfældet var i regionen op til Dayton-aftalens afslutning på krigen i 1995, er det særligt foruroligende. EU har bidraget betragteligt til den svære forsoningsproces og genopbygning i regionen. Men EU har kun formået det med medlemskab som gulerod. Hvis guleroden fjernes, vil det påvirke demokratiseringsprocessen uhyre negativt. Hvis den nye isolationistiske stemning i udvidelsesskræmte EU-lande skal vendes, er der hårdt brug for nye beviser for, at EU kan gøre en stor forskel i tidligere konfliktområder. Serbiens udlevering af Ratko Mladic vil være et sådant kærkomment bevis.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
