HVER DANSKER - fra spæd til olding - skulle spise lidt over 1 kilo svinekød om dagen, hvis vi danskere alene skulle fortære vores hårdt oppumpede produktion af billigt svinekød. Sidste år blev der således opdrættet over 25 millioner svin i Danmark med en gennemsnitsvægt på 78,5 kilo. I fysisk forstand bliver der dermed slagtet fem gange så mange kilo svinekød, som der er mennesker i Danmark. Hver gang man ser et menneske på gaden, kan man altså forestille sig, at der i et stort kølerum hænger fem døde svinekroppe. Først skal svinene dog transporteres ind på et af de stadig færre slagterier. Læg hertil de 2,3 millioner levende svin, der hvert år bliver eksporteret ud af landet. Den skræmmende kendsgerning er altså, at de danske landeveje efterhånden er befærdet af lige så mange svin, som der kører mennesker rundt. En tendens, der kun skærpes af de senere års slagterisammenlægninger, der øger svinenes transportvej. Alene på det nye megaslagteri i Horsens vil der fremover blive slagtet op mod 80.000 svin hver uge - eller hvad der svarer til indbyggertallet i kommuner som Esbjerg og Gentofte. På blot fire dage bliver der således alene på det nye Danish Crown-slagteri i Horsens slagtet flere svin, end der i dag er indbyggere i Horsens Kommune. MED ET SÅ voldsomt og voldsomt svinende svineopdræt - som tilfældet er i dagens Danmark - kan man sige sig selv, at det er noget nær umuligt for de offentlige myndigheder at kontrollere, om kødproduktionen sker under ordnede forhold. Som reglerne er i dag, tjekker offentlige dyrlæger kun 5 procent af svinebestanden. Det bør derfor ikke undre, at den danske svinebranche er præget af en udbredt vilkårlighed og kynisme. Produktionen er så massiv - og kontrolforanstaltningerne så beskedne - at det uundgåeligt må føre til, at mange svinebønder hopper over, hvor gærdet er lavest. En systematisk kontrol ville jo kræve en mangedobling i antallet af dyrlæger og veterinæreksperter. Det kan imidlertid diskuteres, om problemerne med dyreetisk uforsvarlig kødproduktion alene handler om manglen på kontrolforanstaltninger. Mindst lige så vigtigt er manglen på reelle sanktioner over for de mange svinebønder, der ikke retter sig efter myndighedernes henstillinger og påtaler. Et første væsentligt skridt imod forråelsen i svinebranchen ville derfor være at lade brud på dyreværnsloven få mærkbare konsekvenser for den enkelte landmand. Det bør ikke kunne betale sig at tilsidesætte loven.