ALLE ALARMSIGNALER blinker rødt. EU er på vej ind i en krise, hvis omfang er umulig at forudsige. Mest dramatiske er signalerne fra Frankrig og Holland, hvor meningsmålingerne spår et nej i de to gamle EU-kernelande. Forude venter yderligere syv folkeafstemninger, hvoraf flere også kan ende med nej. Men det er ikke kun folkeafstemningerne, der er ved at gå galt. Både det italienske og det portugisiske statsbudget og økonomi er kørt af sporet i et omfang, der får de franske og tyske underskud i de senere år til at se helt beskedne ud. I Tyskland, der i lighed med Frankrig har en historisk høj arbejdsløshed, er der udskrevet valg, der både handlingslammer EU's største medlemsland i nogle afgørende måneder, og kan føre til en ny tysk EU-kurs. At EU's budgetforhandlinger mere eller mindre brød sammen i sidste weekend fuldender kun billedet af mismod og uløste problemer i unionen. EU BETALER prisen for en lang række regeringer og politikere i medlemslande, der har svigtet deres opgave. Både udvidelsen sidste år og den på mange måder vellykkede lancering af euroen er historiske skridt, der burde være fulgt op af indenrigspolitisk handling. I Frankrig og Italien har man forsømt de strukturreformer, der skal gøre de nye muligheder til konkret succes. I Tyskland er man kommet alt for sent i gang. Samtidig har de færreste nationale politikere indset, at når EU i så høj grad er deres valgte ramme, når globaliseringens udfordringer skal mødes, så nytter det ikke noget at fortrænge EU-spørgsmål i den hjemlige politiske debat. Hvis ikke der skabes mekanismer til at forpligte alle væsentlige politiske kræfter på EU-rammen - og ikke kun den til enhver tid siddende regering - vil folkeafstemninger gå galt, og EU vil blive den misforståede syndebuk for globaliseringens udfordringer. EU's KRISE er i virkeligheden en lang række nationale politiske systemers krise. Samtidig er det svært at få øje på europæiske politikere, der har politisk overskud og visioner til at bruge krisen som afsæt for nye reformer af politik og økonomi. Lige nu lyder prognosen på institutionelt kaos, økonomisk stagnation og politiske frustrationer. EU er formentlig ikke truet på livet, men det er svært at se, hvad der på kort og mellemlangt sigt skal vende billedet. Politikere, der kan se længere end til deres nationale næsetip og til næste valg, efterlyses. Men hvor søren er de henne?