THORKILD GROSBØLL er nu tilbage i folkekirken, men han er under tilsyn af biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt. Og biskoppen kastede allerede ved sit første møde med præsten, der ikke tror på »en skabende Gud«, nyt lys over sagens teologiske kerne. Jan Lindhardt slog nemlig fast, at heller ikke han tror, at Gud skabte verden på 6 dage, men at det snarere tog ham - altså Gud - 13 eller 14 millionerår. Formentlig hentydes der til de 13-14 milliarder år, der skønnes at være gået siden Big Bang - universets fødsel. Det interessante er, hvor biskoppen har det tal fra. Han var selv inde på, at det ikke er fra Bibelen, og det er helt sikkert heller ikke noget, han har lært på det teologiske fakultet. Den slags tal stammer selvfølgelig fra naturvidenskabelig forskning på området. Men hvis det er den til enhver tid fremherskende videnskabelige hypotese om, hvornår og hvordan verden blev til, der bestemmer, hvad biskoppen tror på om Jordens skabelse, så følger det, at Gud er et overflødigt element, når vi skal sige noget om skabelsen som virkelig begivenhed eller proces. Hvis præster og troende tror på, hvad videnskaben til enhver tid når frem til - hvilket er vældig fornuftigt - gør det jo ikke nogen forskel at blande Gud ind i spørgsmålet. ER GUD så overflødig? Slet ikke, eller i hvert fald ikke nødvendigvis. Han kan stadig være både meningsfuld og betydningsfuld for præster og troende, og hvis de vil kalde ham »skabende«, fordi han skaber noget i dem, eller fordi de vil betone deres ydmyghed i forhold til tilværelsens mysterier, så er det selvfølgelig helt i orden. Men at så mange i kirken stadig vil have Grosbøll for en præsteret og stadig mener, at han har provokeret og undergravet troen i folkekirken, er tankevækkende. For det, Jan Lindhardt med sine få velvalgte ord på bispegårdens trappe fik sagt, er, at heller ikke han tror på »en skabende og opretholdende Gud«. At både han og Grosbøll alligevel kan skrive under på præsteløfte, trosbekendelse og andet, hvori sådanne ord anvendes, afspejler blot den veletablerede poetiske og eksistentielle fortolkningsfrihed i en ikke-fundamentalistisk kirke. Hvis den relevante tro om verdens skabelse hverken kan læses i de hellige skrifter eller udledes ved rent teologisk-dogmatiske ræsonnementer, så må der nødvendigvis blive vide rammer for, hvad man lægger i de ord, at Gud skabte verden. Det er skræmmende, at kun ærkebiskop - undskyld, kirkeminister - Bertel Haarders pragmatiske indgriben har forhindret folkekirken i at kaste sig ud i et tragikomisk opgør med en moderne virkelighedsforståelse.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
