DEN EUROPÆISKE Menneskerettighedsdomstol har netop fastslået, at den kurdiske oprørsleder Abdullah Öcalan ikke fik en retfærdig retssag i 1999, hvor han blev idømt dødsstraf. Denne dom blev senere omstødt af det tyrkiske parlament og ændret til livsvarigt fængsel, men selve retshandlingen var altså ifølge Menneskerettighedsdomstolens vurdering så problematisk og uretfærdig, at sagen bør gå om. Der er ikke noget at sige til, som beskrevet i fredagens avis, at store dele af den tyrkiske befolkning og det politiske establishment har reageret med vantro, hvis ikke irritation og vrede. I mange tyrkeres øjne er Abdullah Öcalan inkarnationen af en terrorist, som uden skånsel lod sine styrker, PKK, myrde sagesløse tyrkiske borgere og dræbe tyrkiske soldater i de hårde kampe, som rasede i det østlige Tyrkiet op igennem 1980'erne og en del af 1990'erne. Men Öcalan, der også i det kurdiske bagland, var kendt som en ofte uforsonlig lederskikkelse, der i flere tilfælde ofrede egne fæller, var ikke alene om at stå for blodsudgydelser. Flere end 30.000 mennesker mistede livet i de opgør, som reelt havde karakter af geografisk afsondret borgerkrig. Langt størstedelen af ofrene var kurdere. SELV EN på mange måder skidt karl som Öcalan har krav på en retfærdig behandling. At store dele af den tyrkiske opinion råber på blodhævn, eller i hvert fald indespærring for altid af deres gamle fjende, lægger uden tvivl pres på den tyrkiske regering. Den kan føle sig fristet af eller tvunget til at demonstrere handlekraft og sidde Menneskerettighedsdomstolens råd - for andet er det ikke - overhørig. Men i forhold til Tyrkiets forestående optagelsesforhandlinger med EU, som indledes til efteråret, og med tanke på ministerpræsident Recep Tayyip Erdogans klare interesse i at forbedre det lidt kølige forhold til USA, vil det næppe være politisk opportunt at afvise kritikken af retssagen mod Öcalan. Beslutningen er alene den tyrkiske regerings, men hvis den vover at sætte sig ud det øjeblikkelige stemningsleje i befolkningen, vil den indse fornuften i at være lydhør på netop menneskerettighedsområdet. Vejen til EU bliver ikke længere af den grund.