DET ER FRISTENDE at ironisere over, med hvilken rasende fart hele fem ministre fik brygget et stort integrationsudspil sammen, så snart Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt, fik sagt ordene 'national integrationsplan'. Risikoen for, at Socialdemokraterne skulle erobre førertrøjen på dette område, var ikke til at leve med for signalminister - undskyld - statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men når Socialdemokraterne ikke surmuler - en lektie, de har læst sig til i Foghs politiske katekismus - så ville vi andre da være nogle skarn, hvis vi trampede i det. Lad os i stedet glæde os over, at regeringen er enig med det store oppositionsparti i, at en bedre integration er en opgave, der bør stå højt på det danske samfunds dagsorden. Der er alt for mange indvandrere, der er arbejdsløse - faktisk drejer det sig om mere end 25.000 ud af de godt 180.000 arbejdsløse herhjemme - og der er mange andre, der er helt ude af arbejdsmarkedet, eller aldrig er kommet ind på det. HVIS KOMMUNERNE formår - og får ressourcer og incitamenter til - at tage fat i alle dem, der er havnet i passivitet, og som hidtil ikke har fået tilbud om uddannelse og aktivering, vil det være en stor gevinst. Det er velbegrundet, at oppositionen går konstruktivt ind i forhandlinger med det udgangspunkt. Også fordi der er åbenlyse mangler i det udspil, vi foreløbig har set. Dels er det beløb - fordelt over tre år - som regeringen taler om, meget beskedent i forhold til udfordringens størrelse. Dels rummer udspillet tanker om at bruge midler, der virker både urealistiske og umoderne, for eksempel i deres forsøg på at gøre forældre ansvarlige for unge menneskers gerninger. Når vi midt i glæden over, at de store partier - under den gode overskrift 'En chance for alle' - trækker på samme hammel, fastholder fokus på tidslerne, er det, fordi vi fra den anden del af udlændingepolitikken ved, hvor høj prisen for den brede konsensus på Christiansborg har været. Ombudsmanden valgte i går at gå ind i en undersøgelse af, om der sker magtfordrejning i Integrationsministeriet for at fastholde familiesammenføringsregler, som Danmark ikke kan være bekendt. Det er, hvad enigheden om at begrænse indvandringen med - næsten - alle midler, har kostet os. Forhåbentlig vil den nye, og langt mere konstruktive enighed om at give integrationen en højere prioritet, ikke medføre lignende, her socialpolitiske tilbageslag. For nok er det vigtigt at sende de rigtige signaler. Men endnu vigtigere er det faktisk at skabe en bedre fremtid for nogle af de hårdest pressede mennesker i landet - nydanskere såvel som gammeldanskere.