ET UNDERSKUD på ikke mindre end 25 millioner kroner er resultatet af H.C. Andersen-fondens flagskib, det store show i Parken. 'Once upon a time' hed det. Et af problemerne var H.C. Andersen selv. Egner hans navn og værk sig for et rockshow på engelsk? Eller skulle man hellere indkalde kunstnere til at performe nogle af hans eventyr? Begge dele, sagde fonden. Men de berømte udenlandske entertainere var ikke sådan at få fat på. En eller anden fornemmelse af dårligt management må have grebet dem, og til sidst greb man til den gamle rockmama Tina Turner, som skulle have 6,8 millioner kroner for at mime to sange på engelsk. Sikkert et normalt honorar - men et patetisk og provinsielt forsøg på at gøre festen international og strømlinet. Tåkrummende. FONDEN HAVDE udnævnt et hav af H.C. Andersen-ambassadører verden over, men ikke sikret sig, at disse ambassadører også kunne optræde og yde noget for værdigheden. Således gik det til, at den gamle James Bond iførte sig sin tuxedo og luskede sig ned på en tilskuerplads i første parket i Parken. »Det er et meget kedeligt resultat«, udtaler fondens generalsekretær, Lars Seeberg, og nu må man skære i de tilskud til koncerter, foreninger og teatre, som skulle have haft glæde af fondens overskud. Alene pr og administration for fonden er løbet op i 49 millioner kroner. For Have PR har H.C. Andersen-festen naturligvis været en sand guldfugl. Men omvendt bliver man måske nødt til at fyre folk rundt omkring i fondens sekretariater i Odense og København. AF FONDENS budget på 230 millioner kroner er de 150 millioner offentlige. Men hvor er den offentlige indsigt med millionerne? Er det mon Odenses borgmester, Anker Boye, som skulle agere offentlig garant? Jamen, Boye har jo hele 46 tillidsposter ved siden af sit borgmesterembede og har ikke haft format til indsigt og kritisk overblik. Sagt kort og godt: En uduelig bestyrelse har klumret med offentlige midler og kan ikke finde anden løsning end det moderne og gratis: Mange tak og undskyld. Det første skridt, den bestyrelse burde have taget, var at finde en egnet og professionel koncertarrangør. Af mange tak døde præstens kat.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.