Kill Bill

Lyt til artiklen

DER ER NOGET sært - ikke ved vores forhold til USA, men ved USA. Lige så meget vi elsker USA's politiske understregning af frihed og demokrati som de ledende og uvurderlige mottoer for superstatens eksistens; lige så meget vi sympatiserer med landets ambitioner om liberalisme som en grundregel i forfatning og praktisk politik, lige så skuffede og forstemte bliver vi, når liberalismen trædes under fode. Som nu forleden i Florida, hvor præsident Bushs bror Jeb er guvernør. Forleden vedtog Repræsentanternes Hus i Florida en ny lov, som giver Floridas borgere ret til at »møde vold med vold, herunder dødelig vold, og forsvare sig selv uden frygt for repressalier«. Det betyder, at det nu er lovligt at skyde en potentiel voldsmand på gaden - og det er en udvidelse af den såkaldte Castel Doctrine, som i forvejen gik så vidt som at tillade folk at skyde indbrudstyve og angribende personer på arbejdspladsen - og i amerikanernes hellige biler. INTET UNDER, at The National Rifle Association har været en stærk fortaler for loven. Der bliver rift om at erhverve skydere i Florida. Tilbage til Wild West. Irv Slosberg, en demokratisk repræsentant fra Florida, sagde, at »alt, hvad denne lov vil udrette, er at sælge flere våben og muligvis forvandle Florida til OK Corral«. Ironisk nok kommer loven kort tid efter, at præsidenten og hans bror kæmpede en hed kamp for at redde livet for Terri Schiavo, en gennem mange år hjerneskadet patient, som de pårørende endelig, endelig fik lov til at lade dø. DER SKAL IKKE megen fantasi til at forestille sig, hvad loven kan medføre af drab og lemlæstelser, som kunne være undgået. Skænderier, som eskalerer og ender med drab? Drab på helt uskyldige personer? En voksende frygt, ikke blot hos den hæderlige indehaver af en revolver, men også hos overfaldsmanden, som nu ved, at han kan blive skudt ned på gaden? Hvem skyder først? Bag lovens bogstav ligger en fundamentalistisk respekt for livet, og det, som afgørende skiller os fra guvernør Jeb Bush og hans nye lov, er en fornemmelse af, at loven ikke fremmer sit formål; den gør det modsatte. At vifte med en pistol er ikke tryghedsskabende. En masse etiske og juridiske spørgsmål vil nu plage den, som bliver overfaldet. Det klogeste er måske at tabe ansigt og holde igen - og ikke forsøge på en gensidig devaluering af livet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her