Krigens ofre

Lyt til artiklen

BETYDER FORTIDEN noget? Det var et af spørgsmålene for en international konference i København i går om den aktuelle betydning af fem årtiers sovjetisk besættelse af de tre baltiske lande. Konferencen drejede sig om, hvorvidt Rusland kan inddrages fuldt ud i samarbejde i Østersøregionen, selv om det nægter at anerkende de sovjetiske forbrydelser imod balterne. Det var også en debat om den histories betydning for samarbejdet mellem EU og Rusland i dag, og det fremgik klart, at EU for længe siden burde have støttet de baltiske landes krav om, at Rusland vedkender sig den blodige historie, som for balterne fulgte efter Anden Verdenskrigs afslutning. Det var Sovjetunionen, som var den skyldige part, ikke dagens Rusland, men det ser sig på andre måder som arvtager efter Sovjetimperiet. Rusland må påtage sig sin del af ansvaret og simpelthen sige undskyld, som Tyskland gjorde det efter nazismen. Netop derfor er Tyskland i dag et fuldt troværdigt demokratisk land. Men EU har endnu ikke vist sig politisk modent til at presse Rusland til at følge det tyske eksempel. Det tyder faktisk på, at de fleste EU-lande prioriterer ikke mindst energisamarbejde med Rusland over demokrati i landet. For ingen kan jo være blind for, at historieforfalskning undergraver demokrati. RUSLAND kræver, at EU skal lægge pres på de baltiske lande for at forbedre vilkårene for det russiske mindretal der. Det har EU allerede gjort af egen fri vilje med store fremskridt til følge, men Rusland taler stadig om grov diskriminering af russere i baltiske lande. Rusland gør derimod intet for russerne i andre tidligere sovjetrepublikker som Turkmenistan, hvor de undertrykkes systematisk. Moskvas interesse for russerne i Baltikum er næppe heller for deres blå øjnes skyld. Det er snarere et forsøg på at give indtryk af, at EU skylder Rusland noget. EU bør gøre Rusland klart, at landet selv er den skyldige. Den historiske sandhed om den sovjetiske besættelse har trængt sig på op til festen i Moskva 9. maj på 60-års dagen for Anden Verdenskrigs afslutning. Al respekt bør vises over for den sovjetiske indsats og ofre i kampen imod nazismen. Men det burde også være en anledning til at vise respekt for kommunismens ofre i baltiske lande, hvor krigen fortsatte som besættelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her