OPRIGTIGT talt: Der er adskillige punkter i Villy Søvndals dagsorden - især hans EU-træghed og globaliseringsforskrækkelse - som ikke forekommer gennemtænkt. Og der er punkter i hans formandsrival Pia Olsens dagsorden - ikke mindst hendes grønne profil og hendes klarhed i EU-spørgsmålet - som SF har savnet. Til gengæld er det stærkt opmuntrende, at Søvndal som ny SF-formand kalder på en klar økonomisk omfordelingspolitik, som modsat bestræbelserne i de fleste danske partier ikke vil øge, men mindske de sociale skel her til lands. Ret beset vil den skarpe sociale profil, Søvndal vil anlægge, ingenlunde være i modstrid med en offensiv grøn og europæisk ditto. Tværtimod. SF vil på disse fronter finde gode samarbejdspartnere i EU-kredsen. SAMTIDIG ER det demokratisk befriende, at SF's medlemmer har valgt en leder med en politik, ikke kun en stemmefisker med en strategi for, hvor krogen skal smides ud. Demokrati handler om valgmuligheder og alternativer. Og SF har ved sit formandsvalg sikret, at Danmark ikke kun skal have partier, som konkurrerer om midtens vælgere og lægger politik derefter, men at vælgerne netop skal have et ideologisk klart og ansvarligt venstreparti. UMIDDELBART vil SF's venstresving ganske vist ikke gøre det lettere at samle oppositionen af socialdemokrater, radikale og SF. Men det bør ikke få VK-regeringen og Dansk Folkeparti til at fryde sig for tidligt. S, R og SF kan alligevel ikke vokse ved at fedte sig ind i hinanden, kun ved at pointere deres respektive dagsordener og værdisæt, hver for sig - indtil de en dag skal forhandles i et muligt regeringsalternativ. VILLY SØVNDAL gør klart, hvor vi nu har SF, ligesom vælgerne ikke kan være i tvivl om de radikales position som både sociale og retskafne liberale. Så mangler Helle Thorning-Schmidt blot at pointere, hvad hun vil med sin socialdemokratiske profil, efter at hun har rekognosceret på Anders Fogh-Rasmussens kontor og vist, at hun tør dele en platte med Pia Kjærsgaard. Thorning-Schmidts udfordring er dog ikke kun at indynde sig hos sine modstandere, men at vise, at hun har en bedre politik - ikke mindst mere social, mere tolerant og mere åben over for det flerkulturelle.