DER FINDES næppe noget mere pinagtigt end topledere, der i fuld offentlighed giver medarbejderne skylden for virksomhedens kvaler. Derfor krummede tæerne sig også, da bestyrelsesformanden for A.P. Møller - Mærsk, Michael Pram Rasmussen, fandt det betimeligt at bruge årets generalforsamling til at give de ansatte skylden for Lindøværftets krise. Ifølge Pram Rasmussen er medarbejderne ikke tilstrækkeligt effektive, og han lader tydeligt skinne igennem, at det kun er et spørgsmål om tid, før A.P. Møller - Mærsk drejer nøglen om, hvis de ansatte ikke makker ret. Der bliver i hvert fald ikke tale om nye ordrer, før det er tilfældet. Set ud fra nutidens ledelsesprincipper fremstår Pram Rasmussens svada som et levn fra en svunden tid. Moderne ledere foretrækker normalt at håndtere problemerne sammen deres medarbejdere frem for at skælde dem ud i fuld offentlighed. Nu kunne vi andre i princippet være ligeglade med Pram Rasmussens skideballer, hvis det ikke lige var, fordi staten poster millioner af kroner i det fynske værft. Den direkte statsstøtte ligger i øjeblikket på 400 millioner kroner om året, og de penge er givet ualmindelig dårligt ud, når værftets fremtidsudsigter er så elendige, som Pram Rasmussen fremstiller det. Hvis der overhovedet skulle være en undskyldning for at sende de mange støttekroner af sted, må det være, at de bidrager til at sikre Lindøværftets overlevelse. Sådan er det øjensynlig ikke. På trods af statsstøtten giver værftet et underskud på flere hundrede millioner kroner, og det er yderst tvivlsomt, om værftet har en chance for at overleve i konkurrence med de billige og effektive værfter i Asien. At andre EU-lande støtter deres værfter er heller ingen undskyldning. I det omfang staten overhovedet skal bruge penge på erhvervsstøtte, bør pengene bruges i brancher, der har en fremtid for sig. Samtidig må man spørge om det rimelige i at give statsstøtte til en virksomhed, der sidste år fik et overskud på 24 milliarder kroner, og som har en likvid beholdning på 40 milliarder. Hvis A.P. Møller - Mærsk på trods af underskud og 'ineffektive' medarbejdere insisterer på at opretholde et arbejdende industrimuseum, bør det ikke være staten, der betaler gildet.