Baskerlandet

Lyt til artiklen

BASKERLANDET går i dag til et lokalvalg, der domineres af et forslag fra provinsens leder, Juan Ibarretxe, der reelt er et forsøg på at fravriste Madrid fuld uafhængighed. I forsøget på at standse en plan, som den socialistiske regering i Madrid frygter kan føre til ændring af det spanske landkort, har premierminister Jose Zapatero tilbudt baskerne mere autonomi, men ikke nok for de baskiske nationalister. De mest utålmodige i partiet Batasuna deltager officielt ikke i valget, da partiet er forbudt som den politiske fløj af Vesteuropas mest aktive terrorgruppe ETA, som har dræbt næsten 850 mennesker siden 1968. Men Batasuna er med per stedfortræder, da det har opfordret til at stemme på et lille kommunistisk parti. Forskellen mellem ETA og nationalisterne ved magten i Baskerlandet er ud over volden kun hastigheden. Hvor ETA har krævet selvstændighed straks, kalder den baskiske regeringschef sin plan en »associeret fristat« i forhold til Spanien, der fuldt ud skal anerkende den baskiske nationalitet og retten til selvbestemmelse. Baskerlandet har meget udstrakt selvstyre, men lokalregeringen er nu i færd med en baskificering, der betyder fyring af offentligt ansatte, der ikke behersker det baskiske sprog, euskera, fuldt ud. HVIS NATIONALISTERNE vinder i dag, vil udviklingen af et baskerland for kun baskere blive intensiveret. Den politiske temperatur har været høj under valgkampen med sammenstød mellem politistyrker og militante nationalister i selv de mindste byer. Men opinionsundersøgelser viser, at vold er baskernes største bekymring, mens suverænitet er på fjerdepladsen for dem. 57 procent af baskernes har det godt med at være både baskere og spaniere. En tredjedel af befolkningen føler sig kun som baskere. Det er en voksende andel, ligesom lokalmagten udtrykker stadig større had til al spansk. Hvis Ibarretxe vinder valget, vil han udskrive folkeafstemning om delvis løsrivelse fra Spanien. Og i Catalonien følges udviklingen i Baskerlandet særlig tæt. Catalonierne stiller sig tilfredse med en føderal udvikling. I Baskerlandet vil toget ved en nationalistisk sejr i dag være sat i gang mod selvstændighed. Spørgsmålet er kun, hvor stærkt det vil køre, og om det kan standses ved at gøre Spanien til en føderation.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her