ANDEN VERDENSKRIG er ved at komme så tilpas meget på afstand, rent tidsmæssigt, at forskellige historiefortolkninger efterhånden er begyndt at blive brugt som politiske våben i aktuelle debatter. I Danmark buldrer diskussionerne løs med afsæt i statsminister Anders Fogh Rasmussens kontroversielle modstilling af samarbejdsregeringens håndskyhed under besættelsen og den nuværende VK-regerings engagement i Irakkrigen. Bølgerne går højt, men langtfra så højt som i den stadig mere ophedede debat tværs over Det Kinesiske Hav. Den voldsomme polemik mellem Kina og Japan skyldes - i hvert fald på overfladen - udgivelsen af nogle nye japanske skolebøger: Her glorificeres Japans rolle under Anden Verdenskrig, mens landets bestialske overgreb og krigsforbrydelser stort set negligeres. Kinesernes kritik er derfor berettiget: Modsat Tyskland har Japan nemlig aldrig formået at tage det grundlæggende opgør med sin egen fortid, der er helt nødvendigt for at kunne normalisere relationerne til nabolandene. Det hører bogstaveligt talt fortiden til ikke at ville tage historiske fejltagelser op til grundig revision - ikke mindst i forbindelse med udgivelse af nye skolebøger. DEBATTEN HANDLER dog om mere og andet end historiebøger. De kinesiske myndigheder har således selektivt valgt at lade de antijapanske demonstrationer få næsten frit løb; angiveligt for derved at demonstrere, at kommunistpartiet rent faktisk har befolkningen i ryggen, når Kina udadtil gør krav på rollen som Asiens dominerende stormagt. En underskriftsindsamling over internettet mod Japans kandidatur til en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd - som kommunistpartiet har accepteret - skulle angiveligt også have mobiliseret over 20 millioner kinesere. I et demokratisk perspektiv kan det virke absurd, at Kina skal belære japanerne om åbenhed og objektiv historieskrivning. Kinesiske skolebøger indeholder med garanti endnu flere tvivlsomme omskrivninger af kommunistpartiets rædselsregimente i efterkrigstiden. Ikke desto mindre må det konstateres, at Kina i disse år - med små skridt, ganske vist - bevæger sig mod større åbenhed, mens Japan viser foruroligende tegn på tilbageslag. I anden omgang kunne kineserne passende påbegynde et tiltrængt opgør med kommunistpartiets overgreb på Kinas befolkning.