ANDERS FOGH Rasmussen (V) har efterhånden slebet så mange politiske kanter af sig selv, at både han og det øvrige politiske system trænger til ny inspiration. Der er brug for nye stemmer, der kan udfordre konsensusmaskinen. Nedsættelsen af det nye Globaliseringsråd er derfor i udgangspunktet en prisværdig idé. Men desværre mangler der både nytænkere, alternative stemmer og udenlandske samfundstænkere i rådet - nye mennesker, der kan tvinge, stimulere og provokere danske politikere til at tage favntag med globaliseringens tosidige udfordring: at ufaglærte job forsvinder til lavtlønslande, mens den veluddannede elite selv søger væk. I stedet sidder vi nu tilbage med et veletableret netværk, der for de flestes vedkommende kender hinanden godt fra tidligere råd og fora. Det er mildest talt svært at se, hvordan eksempelvis Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke og LO's formand Hans Jensen skulle kunne fostre banebrydende tanker. I så fald havde vi nok allerede hørt dem. Hvis de 21 medlemmer og fem ministre ender med at kunne præsentere egentlige nybrud, vil det derfor i sandhed være en overrumplende overraskelse. Politiske nybrud er der imidlertid brug for. Danmarks basale udfordring handler således om, hvordan vi fremover skaber nye, avancerede job i Danmark, så de bedst uddannede i første omgang vælger at blive her og andre højtuddannede søger hertil, og dermed i anden omgang skaber nye følge- og serviceindustrier, der er nødvendige for at kunne beskæftige de hundredtusindvis af lavtuddannede medborgere, der i dag lever i Danmark - født i både Ballerup, Beirut og Brønderslev. At skabe disse nye job er en enorm udfordring, som det etablerede organisationsdanmark endnu ikke har bevist, at det er i stand til at løfte. Derfor er det svært at være andet end skeptisk over for Globaliseringsrådets alt for traditionelle sammensætning. UMIDDELBART bør det dog hilses velkomment, at statsministeren har formuleret Globaliseringsrådets mission på god socialdemokratisk vis: »Målet er, at vi kan øge vores velstand og fortsat være et samfund uden store sociale og økonomiske skel«. Ligesom Socialdemokraterne i begyndelsen af 1990'erne anerkendte markedsøkonomiens betydning for den videre udbygning af velfærdsstaten, har VK-regeringen altså nu anerkendt den veludbyggede velfærdsstats betydning for markedsøkonomiens konkurrenceevne. Så langt, så godt. Den 'dobbelte konsensus' stiller dog krav om, at de danske midterpolitikere får flere indspark udefra. Men desværre tegner det ikke til, at Globaliseringsrådet kan eller vil betræde ukendt land.