DET ER MEGET vanskeligt at finde en undskyldning for Codan Pensions tildeling af lejligheder til kunder, ansatte, chefer og børn af direktører. I går forsøgte Codan Pension sig med en af slagsen. Læs engang: »Det har været praksis i banker, sparekasser, forsikringsselskaber og andre institutioner, der ejer ejendomme, at give medarbejdere, samarbejdspartnere og større kunder en fortrinsstilling til lejemål i disse ejendomme. Mange steder er det fortsat et helt officielt personalegode. Jeg kan godt se, at tiden er løbet fra denne form for tildelingspolitik. Derfor vil vi ændre vores forretningsgang og -politik på dette område«, sagde direktør Per Klitgård blandt andet. På den måde har direktør Bjarne Hastrup for Ældre Sagen formentlig fået tildelt en 175-kvadratmeters lejlighed i Københavns havnekvarter til 7.500 kroner i månedlig husleje. Om lejligheden har påvirket Hastrup i valget af Codan som samarbejdspartner til Ældre Sagen, må medlemmerne af Ældre Sagen tage stilling til. Men det er tankevækkende, at ingen andre forsikringsselskaber føler, at de har haft mulighed for at tilbyde konkurrerende forsikringsordninger. Døren er angiveligt smækket i uden seriøse forhandlinger. CODAN PÅSTÅR, at her er tale om en normal praksis, ligesom det mange steder er et officielt personalegode at tildele ansatte lejligheder før andre. Spørgsmålet er, hvor officielt personalegodet er. Ved Codans kunder, at de penge, de har bedt pensionsselskabet om at administrere, er investeret i ejendomme, som ansatte i Codan har fortrinsret til? Når de, der administrerer andres penge, tildeler sig selv og storkunder goder, må det som et minimum stå med flammeskrift i de aftaler, man indgår med opsparerne. Her kunne Codansagen have været stoppet som en om ikke ubetydelig sag, så dog en sag, der kunne håndteres med mere åbenhed. MEN SAGEN ER langt alvorligere. For Codan har ikke blot skubbet særligt udvalgte foran i køen. Der har også været en ordning, hvor chefer og direktørbørn har fået tildelt lejligheder på særlig lukrative tidspunkter - f.eks. lejelejligheder få måneder før de enten blev omdannet til ejerboliger eller andelsboliger. For tre børn af en ejendomsdirektør i Codan Pension betød det, at de efter få måneder som lejere kunne købe lejlighederne med rabat. En tjente 337.000 kroner kontant, to andre var med i en omdannelse af lejlighederne til andelsboliger, også på meget lukrative vilkår. Det er svært at bebrejde de pensionskunder i Codan, som må føle sig snydt og bedraget af direktørbørn.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
