NÅR EN TÆNKETANK fra et velanset mediehus som The Economist pludselig kårer Danmark som verdens bedste sted at drive forretning, må man nødvendigvis stoppe op, lytte og spørge sig selv: Er Danmark befolket af en flok grædekoner, når vi hele tiden jamrer os over skattetryk, forskerflugt, høje lønninger, manglende integration og det enorme antal danskere på overførselsindkomster? Svaret er både ja og nej - for sagen er, at det er med Economists undersøgelse som med mange andre analyser og rapporter: De siger det, vi hører. Economist-undersøgelsen er ikke en facitliste, men et bidrag til debatten om udviklingen af det samfund, vi vil leve i, og heller ikke mere. I den rørstrømske modtagelse af analysen fra Economist glemte mange at studere udviklingen fra 2000 til 2005. De ti bedst rangerede lande i 2000 er også de ti bedst rangerede lande i 2005. Der er kun sket det, at en række lande i top ti har skiftet plads, f.eks. er Danmark flyttet fra 6. pladsen til 1. pladsen. DET, VI KAN BRUGE Economist-undersøgelsen til, er at få en stemme udefra. Vi kan glæde os over, at det danske samfund bliver anerkendt for sin indretning. Der er orden på tingene, den offentlige sektor er velfungerende og arbejdsmarkedet er fleksibelt. I denne sammenhæng vægter den høje skat på arbejdsløn ikke tungt, og det gælder ikke kun i den aktuelle undersøgelse, men også i det historiske perspektiv. Denne pointe glemmes ofte, når fremtrædende erhvervsfolk peger på problemerne i det danske samfund. En høj skat er forudsætning for en velfungerende offentlig sektor, og en samfundsstruktur, der gør det muligt nemt og overkommeligt at etablere virksomhed i Danmark. Det er med andre ord umuligt at drøfte lavere skat på arbejdsindkomst, hvis man ikke vil acceptere skattereformer, der effektivt kan omlægge finansieringen af den offentlige sektor. Langt mere bekymrende er det, når Economists tænketank peger på de problemer, vi risikerer at løbe ind i, nemlig mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er et problem, som ifølge tænketanken, forstærkes af »fremmedangst anti-immigrationspolitik«. Den pointe kender fremtrædende erhvervsfolk, men opgøret mod den fremmedangste politik, der føres her i landet, forbliver stum.