VERDEN SKAL ikke lade sig besnære af de officielle reformtiltag i de arabiske lande. I alt for stort omfang lever reformerne hverken op til de nuværende magthaveres løfter om demokratisering eller til arabiske befolkningers krav om modernisering. Dette ildevarslende budskab kommer fra en fremtrædende gruppe af arabiske økonomer. Deres årlige rapport om udviklingen i den arabiske verden - udgivet af FN's Udviklingsprogram, UNDP - er en ren gyser. Den er på en gang pessimistisk, viljestærk og målrettet. ØKONOMERNE er pessimistiske, fordi en lang række af de afholdte valg i den arabiske verden mere har været misbrugt til at afstive herskende regimer end til at give demokratiske kræfter og nye ideer en chance. Økonomerne demonstrerer også en vældig vilje til at stille gamle regimer til ansvar. Deres rapport er en regulær magtudredning, som ikke efterlader tvivl om, at både frihed og retten til politisk deltagelse i alt for mange arabiske lande er blevet et officielt mantra og en slags ritual - men ikke en konkret mulighed for, at arabiske befolkninger kan bestemme eller bare påvirke deres egne landes udviklingsmodel. Alligevel efterlader de arabiske økonomers FN-rapport ikke nogen tvivl om det nødvendige mål for fremtidige reformer i den arabiske verden. De kræver på én gang økonomisk liberalisering, social udvikling og politisk frihed - både for flertallene og for mindretallene i den arabiske verden. Ikke kun for mænd, men også for kvinder. Og ikke kun for religiøse flertal, men også for de hidtil diskriminerede mindretal. Og de arabiske økonomer er ivrige efter at betone, at der ikke er noget arabisk dna, som skulle gøre demokrati og frihed fremmed for landekredsen. ØKONOMERNE er skarpe i deres kritik af Israels besættelse af de palæstinensiske områder og af USA's krig i Irak. Men de står fast på, at den politiske og økonomiske krise i den arabiske verden kommer indefra - især på grund af dårlig regeringsførelse og regulær økonomisk misrøgt - og ikke udefra. Derfor opfordrer de glasklart til, at den arabiske verdens regeringer opgiver undtagelsestilstande, stiller sig politisk til ansvar og tillader indførelsen af en retssikkerhed, som hidtil har været ukendt. Økonomerne beder ingenlunde om udenlandsk indblanding. Men deres krasbørstige analyse af de herskende regimer er en påmindelse til Vesten om at overveje vores samarbejdspartnere.