SOM ENHVER ved, så har mindre næringsdrivende en indædt modvilje mod strømmen af krav, cirkulærer og andet bureaukratisk tankegods, der udsendes fra diverse regeringskontorer, men som efter manges mening er uden forbindelse med det virkelige liv og sund fornuft. Ja, modviljen synes endda at stige ligefrem proportionalt med afstanden til København. Men der findes en enkelt markant undtagelse: lukkeloven. Den kan ifølge de mindre butiksejere i især landets tyndest befolkede områder ikke blive bureaukratisk nok. I den sag er det ligefrem et krav, at politikere og bureaukrater helt ned i detaljen bestemmer, hvad der må sælges og hvornår - ikke alene i deres egne butikker, men også i konkurrenternes. ARGUMENTERNE for en stram lukkelov er velkendte og forudsigelige trods deres manglende logik. Og de er da også blevet gentaget endnu en gang efter regeringens forslag om tilladelse til flere søndagsåbninger. Igen skal vi høre om, at det bliver de små familiedrevne butikkers død, at deres ejere og eventuelle ansatte aldrig kan holde fri, osv. osv. Ja, det hedder endda, at det er en menneskeret at lukke butikkerne og holde fri sammen med alle andre, det vil sige kunderne. Der skal med andre ord lukkes, når folk har tid til at købe. Vidste man ikke bedre, lyder klagehylene næsten, som om både detailhandlerne og deres ansatte opfatter enhver liberalisering af lukkeloven som et påbud om, at de skal holde åbent i alle de timer og alle de dage, loven giver mulighed for. De ansattes organisationer glemmer tilsyneladende, at medlemmernes arbejdstid fastsættes i overenskomsterne. Og butiksejerne synes ude af stand til at fatte, at liberaliseringen af lukkeloven kun giver dem bedre mulighed for at skræddersy deres åbningstider, så de passer til de lokale muligheder for omsætning. LUKKELOVEN er kort og godt forældet - også efter det seneste liberaliseringsforslag. Den er et bureaukratisk levn fra de hjemmegående husmødres tid. Det kan man forvisse sig om i ethvert pendlertog ud af København, hvor passagererne søger at holde styr på indkøbsposer fra hovedstadens supermarkeder. For den lokale butik er jo lukket, før man når hjem, hvis den da ikke drives af et olieselskab eller en indvandrer.