Svigt

Lyt til artiklen

MED INVITATIONEN af den tidligere russiske indenrigsminister og general Anatolij Kulikov har det halvstatslige Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) bekræftet omverdenens totale svigt af ofrene for Ruslands blodige krigsførelse i Tjetjenien. Invitationen kan nemlig dårligt ses som andet end en blåstempling af ikke alene den nu politianmeldte russiske general selv, men også af den brutale fremfærd han har været en del af under de seneste mange års russiske krigsførelse i Tjetjenien. En krigsførelse, der i sidste måned førte til en dom i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der fastslog, at Rusland har stået bag alvorlige overgreb, herunder tortur og drab, under sin militære offensiv i Tjetjenien. Så sent som i mandags anklagede menneskeretsorganisationen Human Rights Watch Rusland for forbrydelser mod menneskeheden, og i går fulgte Tysklands udenrigsminister Joschka Fisher kritikken op, da han i FN's Menneskeretskommission opfordrede Rusland til betingelsesløst at efterforske anklagerne. Og hvad gør så Danmark? Jo, vi inviterer en russisk høg til at tale om ... international terrorbekæmpelse. Et begreb, der jo altså i russisk optik, omfatter krigen i Tjetjenien, og som for nylig blev ledsaget af mordet på Tjetjeniens sidste demokratisk valgte præsident, den moderate Aslan Maskhadov. Med ham svandt håbet om et alternativ til blodsudgydelserne. Danmark har - som det meste af EU - holdt lav profil over for Rusland, og derved støttet indtrykket af, at også den danske regering (den med den aktivistiske udenrigspolitik!) har vendt tjetjenerne ryggen. Det indtryk er forstærket med invitationen af Kulikov til et møde om terrorbekæmpelse (!) i et DIIS, der både ledes af Danmarks kommende ambassadør i Moskva og har repræsentanter for forsvars-, udenrigs- og statsministerierne i sin bestyrelse. Hvor er dog dømmekraften? JAMEN, KULIKOV er jo ikke dømt for noget? Nej, det er han ikke, og det bliver han sikkert heller aldrig. Sagen er jo, at Rusland stort set intet foretager sig i forhold til efterforskningen af selv veldokumenterede anklager om overgreb. Og resten af verden gør heller ingenting, fordi de enten ikke føler for det, eller fordi de nægtes adgang til Tjetjenien af et Rusland, der gør alt for at holde observatører væk fra deres blodbad. Vi skal ikke belønne den situation med en blåstempling. Med vores svigt af et helt folk risikerer vi at bidrage til radikaliseringen af en konflikt, der allerede er nået ind i en ond spiral af krig, terror, mere krig og mere terror. Vi kan ikke være det bekendt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her