Åbne grænser

Lyt til artiklen

STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen (V) og hans rådgivere nedlagde i 2002 forbud mod, at Danmark som EU-formandskabsland brugte ordet 'åbent' i forbindelse med forhandlingerne om at udvide EU med de ti nye lande fra Øst- og Centraleuropa. Ordet 'åbent' kan nemlig bruges i vendinger som 'åbne sluser', og kan dermed underforstås som et signal om 'fri indvandring'. Det officielle slogan blev i stedet det neutrale 'One Europe'. VK-regeringen har således hidtil været uhyre bevidst om ikke at opflamme til EU-skepticisme af den slags, Jens-Peter Bonde og JuniBevægelsen satte den laveste fællesnævner for i 1998 med en sarkastisk skræmmekampagne under parolen: 'Velkommen til 40 millioner polakker'. JuniBevægelsen står dog ikke alene med sin grundangst for genåbningen af Europa. Store dele af venstrefløjen og fagbevægelsen ser desværre med bitter mistro på opblomstringen af demokrati og markedsøkonomi i de tidligere kommunistblok-regimer. I kølvandet på den aktuelle polemik om brugen af østeuropæiske bygningsarbejdere i Danmark, er det derfor forventeligt, at VK-regeringen vil forsøge at gribe symbolsk ind - og om ikke andet ved at tilskynde politiet til at føre nogle af de få sager om illegal arbejdskraft til domstolene. Udlændingestyrelsen vurderer dog, at blot 30 virksomheder bruger ulovligt 'importerede' bygningsarbejdere fra de nye EU-lande. FORELØBIG HAR udvidelsen af EU således kun ført til en beskeden udveksling af arbejdskraft på kryds og tværs af grænserne. Og selv hvis antallet af illegale arbejdere sættes højt, svarer antallet af folk, der er østeuropæere, som arbejder her i Danmark, kun nogenlunde til antallet af danskere, der i dag arbejder i de nye EU-lande. Mens østeuropæiske håndværkere er søgt hertil, har tusindvis af danske ingeniører, handelsfolk og landmænd bevæget sig den modsatte vej. Den gradvise åbning af det europæiske arbejdsmarked er dermed alt andet end et 'nulsumsspil', hvor de nye EU-lande vinder terræn på de gamle medlemslandes bekostning. Tværtimod er det en fordel for Danmark, at danskere nu frit kan forsøge at udnytte mulighederne i Østeuropa, ligesom det er en fordel for de få østeuropæere, der kommer her til og tjener en højere løn. Danske arbejdere vil under alle omstændigheder ikke kunne overleve ved at spærre omverdenen ude, men er i stedet nødt til at blive opkvalificeret. Men selv hvis det var en ulempe for Danmark - hvad det altså ikke er - er åbningen perspektivrig: De økonomiske skel, der i dag deler Europa langs det gamle jerntæppe, kan kun udlignes ved at udveksle varer og arbejdskraft frit. De østeuropæiske befolkninger fortjener en ærlig chance for at løfte sig op på vores leveniveau - efter i mere end en menneskealder at have levet indespærret under totalitære rædselsregimer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her