Leder af<b>POLITIKEN</b>

Svinestop nu

Lyt til artiklen

NORDJYDERNE har som de første taget konsekvensen af de danske svinebønders hamstring af godkendelser til at udvide de i forvejen enorme svinefarme. I Nordjylland stopper grisefesten nu. Og dét er bestemt tiltrængt: På landsplan fik amterne 400 ansøgninger om udvidelser i 2000. To år efter var antallet seksdoblet, og sidste år vurderes antallet af ansøgninger om 'forureningstilladelser' at være nået op på 3.000. Svineproduktionen i Danmark har for længst nået bristepunktet. Effektiviseringen af svinedriften er desværre sket på naturens bekostning. Hvis princippet om, at forureneren selv bør betale, skulle gælde i dansk landbrug, burde Danmarks cirka 14 millioner svin således pålægges en heftig afgift. Prisen på svinekød burde ganske enkelt være så høj, at svineindustrien selv var i stand til at betale oprensningen af egne efterladenskaber. Men sådan er det langtfra i dag. TVÆRTIMOD ER dansk svinekød oftest et inferiørt discountprodukt, der medfører en voldsom forurening af vores drikkevand, indre farvande og skrøbelige naturområder. De langsigtede samfundsmæssige omkostninger ved svineproduktionen trækker således meget fra i de 24 milliarder kroner, svinebønderne hvert år eksporterer for. Indtil videre er antallet af svin derfor nødt til at blive reduceret. Miljømæssigt er det ikke bæredygtigt, at der i Danmark hvert år slagtes over 22 millioner svin. Derfor bør der øjeblikkelig indføres et landsdækkende svinestop. Landmændene har demonstreret, at de ikke selv evner at håndtere forureningsproblemet. Udbygningen af svinefabrikkerne bør stoppes prompte og gradvist nedtrappes til et niveau, hvor miljøbelastningen kan håndteres - både lokalt, regionalt og nationalt. OPDRÆT AF SVIN har en fremtid i Danmark, hvis - og kun hvis - landmændene for det første formår at udvikle nogle nye kvalitetsprodukter, der kan sælges til en højere pris på verdensmarkedet, og hvis størstedelen af gyllen for det andet omdannes til bl.a. anvendelig energi i biogasanlæg. Udfordringen består i at fremtvinge en udvikling, hvor svinebønderne begynder at fokusere på kødkvalitet frem for kvantitet, altså færre, men bedre svin - og samtidig anvender den nyeste teknologi til at nedbringe miljøbelastningen. Den foreløbige debat har desværre vist, at miljøminister Connie Hedegaard (K) er alt andet end en handlingens kvinde. Men Danmark har ikke råd til at lade svineproduktionen fortsætte uforandret ved blot at lade svinefarmene vokse. Politikerne er i stedet nødt til at stoppe svinenes invasion, så landmændene får en reel tilskyndelse til at forædle i stedet for at forurene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her