Dobbeltmødre

Lyt til artiklen

SVERIGE VISER vejen i den ømfindtlige diskussion om lesbiske kvinders ret til kunstig befrugtning: Sammen med Vänsterpartiet og Miljöpartiet har de svenske socialdemokrater besluttet sig for at give lesbiske fri adgang til at blive kunstigt befrugtet fra 1. juli 2005 - helt på linje med heteroseksuelle kvinder. De lesbiske skal dog leve i parforhold, men kan så til gengæld begge to blive registreret som barnets mor. Dermed bevæger Sverige sig et kvantespring fremad i ligestillingen af mennesker med forskellig seksualitet. Vores nære naboland mod øst demonstrerer hermed, at frisind kan og bør handle om mere og andet end blot at acceptere ligesindede. Hidtil har de svenske kvinder - nøjagtig som danske kvinder i dag - kun haft adgang til at blive kunstigt befrugtet i det offentlige sygehusvæsen, hvis de var gift eller samlevende med en mand. Reelt har det således været manden, der har afgjort, om en kvinde kunne blive mor eller ej. Nogle vil sikkert oplagt indvende: Men er det ikke altid sådan, at det kræver sin mand at blive mor? Rent biologisk. Svaret er nej. Netop når det gælder kunstig befrugtning, er det jo som regel en fremmed sædcelle, der står fadder til barnet. Og da sædcellen næppe kan kende rigtig forskel på lesbiske og heteroseksuelle kvinder, er det helt naturligt, at enhver velfungerende kvinde - uanset seksuel orientering - i dag kan blive befrugtet, hvis hendes egne æggestokke svigter. MEN HVAD så med faderrollen? Går børnene ikke glip af maskuline pejlemærker? Jo, selvsagt. Til gengæld har de to mødre - ligesom tusindvis og atter tusindvis af skilsmissebørn har i dag. At vokse op som barn i en lesbisk dobbeltmødre-familie vil formentlig ofte kunne være endnu mere småborgerligt end f.eks. at vokse op hos en enlig far. Ingen kan i hvert fald påstå, at børnene skulle tage skade af at have to mødre. Og slet ikke sammenlignet med de utallige mere eller mindre mystiske familiekonstellationer, danske børn i øvrigt lever under i dag. At lesbiske mødre så særligt bør sikre sig, at deres børn løbende får mulighed for at spejle sig i forskellige manderoller, vil de nok være de første til at insistere på. Men når man tænker på, hvor mange børn der i dag har et forkvaklet eller ikkeeksisterende forhold til deres far, giver det ingen mening at påstå, at børn af lesbiske generelt skulle være ringere stillet. Danmark bør derfor følge Sveriges eksempel og hurtigst muligt åbne op for, at lesbiske kvinder ligestilles med deres kønsfæller på landets sygehuse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her