ANFØRT AF baptisterne er et oprør mod folkekirken under opsejling; en opstand mod den utidige sammenblanding af stat og kirke, der sker, hver gang et nyfødt barn skal registreres hos den lokale kordegn. Hver gang et nyt barn kommer til verden »her i landet eller om bord på skibe eller luftfartøjer, hvis første ankomststed er en dansk havn eller lufthavn«, skal forældrene således - ifølge gældende lov - melde sig til folkekirken, uanset om de er evangelisk-lutherske, agnostikere, jøder, muslimer, ateister eller baptister. På forbilledlig vis nægter flere forældrepar blandt sidstnævnte gruppe dog nu at lade folkekirken forestå anmeldelsen til folkeregistret. Det ene par er sågar blevet meldt til politiet, fordi den lokale kordegn - i Sundby på Amager - ikke vil acceptere parrets civile ulydighed. Fra denne plads skal der imidlertid lyde en klar støtte til baptisternes protest: Folkekirken bør absolut ikke have noget som helst at gøre med civile anliggender på vegne af de offentlige myndigheder. At lade folkekirken varetage fødsels- og dødsregistrering krænker ikke blot mennesker med ikkefolkekirkelige trosretninger; fremgangsmåden strider imod selve grundtanken i den sekulære adskillelse mellem stat og kirke. Lovgivningen er et antikveret levn fra dengang, kirken med stor nidkærhed blandede sig i alskens verdslige affærer. Heldigvis er den epoke slut for længe siden, og netop derfor bør de sidste civile bånd mellem stat og kirke også løsnes nu. PUDSIGT NOK udgør Sønderjylland i dag en civilisatorisk frizone i spørgsmålet om fødselsregistrering. Som det eneste sted i landet har Sønderjylland siden 1920 praktiseret en sekulær model, som også kendes fra resten af Europa: Kommunen står ganske enkelt for fødselsregistreringen, uden nogen form for religiøs indblanding. Og sådan bør det naturligvis også være i resten af landet. Kordegnekontorerne er et mærkværdigt sted at byde spædbørn velkommen til verden. I bedste fald er det unødigt omstændeligt, i værste fald en dyb krænkelse af myndige mennesker. Baptisterne har derfor en god sag, som forhåbentlig vil kunne inspirere andre.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
